Arne Andersen - Mister Munkebjerg

Violinisten Arne Andersen.

Mr. Munkebjerg i over 40 år.


Arne Andersen blev født 21.3.1929 på Ring Søndergaard  ved Brædstrup. Faderen Jakob Andersen var landmand moderen Johanne Frederikke var husmor.

Arne voksede op i et hjem med masser af musik. Far Jakob spillede violin og mor Johanne trakterede hjemmets harmonium, ”salmecyklen”, der dengang var inventar i mange hjem. Naturligvis blev den lille Arne præget af musikken i hjemmet, så da han som 6-årig trådte ind i farbroderen, Knud Andersens legetøjsbutik i Lemvig og sammen med søsteren måtte vælge et stykke legetøj i forbindelse med julen, faldt valget uden tøven på en blikviolin, og dermed var knægtens fremtid beseglet, violinen blev hans liv. Blikviolinen blev naturligvis udskiftet, og gennem et langt og indholdsrigt liv blev musikken levevejen for Arne Andersen, der i modsætning til søsteren, der studerede musik, men måtte stoppe pga. giftermål , kunne hellige sig sin undervisning, der gav adgang til musikkonservatoriet i Århus, hvor han fik en utrolig dygtig lærermester i den anerkendte ungarske violinist og dirigent Emil Telmányi.

Telmányi debuterede som vidunderbarn på violin i 10 års alderen.  I 1911 tog han som 19-årig på europaturné, og året efter kom han til København. Her giftede han sig i 1918 med Carl Nielsens datter, og året efter fik han sin debut som dirigent i København.

Telmányi var meget aktiv og var bl.a dirigent for Göteborgs symfoniorkester, lagde grunden til sit eget kammerorkester, uropførte Carl Nielsens værker og indspillede grammofonplader og havde transmissioner i radioen.

I 1936 giftede han sig med pianisten Annette Schiøler, og fra 1940 til 1969 underviste han i Danmark ved det Jyske Musikkonservatorium i Århus, hvor Arne også fik gavn af den store musikbegavelses undervisning.

Før optagelsen på musikkonservatoriet, havde den unge Arne Andersen prøvet lidt af hvert. Han havde spillet på værtshuse, restauranter og til familiefester med bl.a. søsteren som pianist.

Kendskabet til denne side af musiklivet sammenholdt med en erkendelse af, at de få jobs der var at finde på den klassiske musikscene som regel gik til de klassisk orienterede, der gik direkte fra konservatoriet og ud i landsdels- eller kammerorkestrene uden en ”omvej” omkring andre musikgenrer.

Arne havde sikkert gerne søgt optagelse i et af landets symfoniorkestre, men valgte vejen som underholdning- og restaurationsmusiker i disse ords mest positive betydning.

Efter endt konservatorieuddannelse lå musikvejen åben for den unge Arne Andersen, der helst tog jobs med lange engagementsperioder på kendte hoteller og restauranter, der iblandt Atlantic i Århus, hvor han spillede under den legendariske kapelmester Villy Sørensen, der var kendt for sine radiotransmissioner fra New Look og Ambassadeur i København.

Tidligt i karrieren fik Arne så tilbuddet om at komme med Aksel Petersens Oktet på et af Svenska-Amerikalinjens skibe, et engagement der varede halvandet år. Orkestret afløste Svend Asmussens orkester og det gav den unge Andersen mulighed for at se og opleve New York, hvilket der senere blev fortalt meget om på DMFs kontor, når snakken gik om swing og jazz. I byen blev der nemlig mulighed for at møde den ”ægte vare” indenfor denne genre, bl.a. Chet Baker, når der var landlov.






























Arne Andersen  ombord på et af Oslo-Amerikaliniens skibe.


Munkebjerg.


Arne rendte aldrig fra pladsen, men valgte engagementer af længere tids varighed og gerne i nærheden af familien, først alene med hustruen Tove og derefter med de fire piger Hanne, Jette, Lisbeth og Inge-Marie , hvoraf mange horsensianere kender specielt Jette og hendes mand Keld fra ”Kystens Perle”. 

Alene rækken af jubilæer på Munkebjerg i Vejle vidner om en spillemand med begge ben plantet i den jyske muld og med hang til at gøre jobbet ordentlig færdig før der lukkedes og slukkedes: 40 år på samme arbejdsplads startende i 1968, samme spilletider – tirsdag til søndag, samme stil – salonmusikken, ofte samme publikum – havde man én gang oplevet stemningen på Munkebjerg kom man ofte tilbage igen for at nyde helheden med god mad og vin, god betjening, gode omgivelser og sidst men ikke mindst Arne og hans skiftende pianisters gode og ”velafprøvede” underholdningsmusik.




























"Trioen": Dir.  Hagelstein, trommeslageren Finn Hallager - til lejligheden på bas samt Arne Andersen ved et af de  4 jubilæer, som sidstnævnte nåede at få på Munkebjerg.


Jeg er så privilegeret at have haft rigtig mange spilleaftner på hotellet, og en del af mit spiserepertoire har jeg helt naturligt afluret hos Arne, når han spillede i restauranten og jeg i selskabslokalerne på den anden side af foldevægen, eller når man i en pause fik tid til at lytte ved svingdøren. ”Schön Rosmarin”, ”Tonarna” af Sjöberg, der for øvrigt var direktørparret Sonja og Henk Hagelsteins yndlingsmelodi, ”Vergissmeinnicht”, ”Nur eine Nacht”, ”Nights of Gladness” , ”Im Chambre Séparée”, ”Wien, du Stadt meiner Träume” (”Svin! Du må erstatte min trøje”, i Roar Eskesens frie oversættelse) og mange andre salonnumre er helt klart røget direkte fra hr. Andersens fiol og ind på undertegnedes repertoireliste.

Så vidt jeg husker, indledte Arne altid aftenen med Gerhard Wincklers dejlige, livsbekræftende ”Neapolitansk Serenade”, for allerede der at fange gæsternes opmærksomhed som start på en dejlig Munkebjerg-aften.






















Arne Andersen og overtjener Tove Nørgaard, der døde alt for tidligt, på en almindelig aften på Munkebjerg, hvor der hygges og kræsen om gæsterne.


Pianisterne:


Det vil være misvisende at påstå, at Arne Andersen sled sine pianister op gennem de 40 år på Munkebjerg. Nogle døde, andre stoppede, men ingen forlod hotellet  pga. utilfredshed med jobbet, der var ganske eftertragtet.  Han startede sammen med silkeborgmusikerne Jacob Overby på klaver og ? Frankø på bas. Jakob blev imidlertid engageret som cirkusmusiker og forlod Munkebjerg. Vejlepianisten Axel Eriksen kom så ind i billedet og forblev en hyppig ”gæst” på hotellet ikke blot som Arnes akkompagnatør, men også som en flittig benyttet solopianist ved en del af de mange selskaber på hotellet.

Da undertegnede første gang mødte op på Munkebjerg, var det Jørn-Erik Jensen fra Århus, der sad ved Hindsberg’et. Jørn-Erik var efter mine begreber en fremragende pianist, der kørte hele repertoiret igennem fra det klassiske til den nyere jazz. Arne og Jørn Erik var ikke altid enige om stilen, for Jørn Erik ville ofte selv bestemme. Således engang, da direktør Hagelstein forlangte, at han ikke måtte have hvide sokker på til smoking. Arne skulle, som den ansvarlige kapelmester, bringe forholdet i orden, men Jørn Erik kom fortsat med de hvide sokker, som han demonstrativt fremviste for direktøren, der kvitterede med en fyring. Arne havde det ikke godt med fyringen, for der var langt mellem pianister af Jørn-Eriks type. Jeg mener, at Arne gik i forbøn for ham, og inden længe var han igen ansat.

Jørn-Erik var astrolog, og det hændte, at jeg fulgtes med ham fra universitetet i Århus og til Horsens, hvor jeg steg af og han fortsatte til Vejle. Under turen fik jeg ofte at vide, hvordan jeg egentlig havde det, set ud fra et astrologisk synspunkt.

Når Jørn-Erik steg af i Vejle kunne han i nogle af byens baggårde lige nå at fodre katte og give dem p-piller inden han blev samlet op af Arne og turen gik til Munken.

Jeg husker et større engagement i Munkebjergsalen, hvor Arne Andersen havde samlet en kvintet bestående af ham selv på saxofon, Jørn-Erik på piano, Åge Bjerre på trommer, Finn Jørgensen på bas og undertegnede på orgel. Jørn-Erik sad nedenfor scenen og spillede på flygel, da et par dansede forbi ham og kom med en nedsættende kommentar. Han forlod omgående klaveret og finkæmmede dansegulvet for at finde fyren og give ham en lektion.  Da jeg kiggede ud over dansegulvet, så jeg ind imellem Jørn Erik, der var ret høj, dukke op for at se efter manden. En episode, som vi efterfølgende morede os meget over.

En aften stod vi i en pause og snakkede i køkkenet, da et fad med kyllingelår blev langet over disken til tjenerne. Jørn-Erik nåede lige at snuppe et lår i farten, da direktøren kom ned mod os. Jørn-Erik vidste, at Hagelstein ikke accepterede den slags og stak resolut låret i inderlommen på sin smoking. Han glemte alt om kyllingestykket, men blev mindet om det efter nogen tid, da saften begyndte at slå igennem smokingstoffet!

Efter Jørn-Erik fik Arne som tidligere nævnt vejlepianisten Erling Rasmussen med på hhv. klaver og Hammondorgel. Det var i slutningen af 70’erne. Erling var ligeledes en god pianist, omend af en hel anden støbning. Han havde tidligere haft sine jobs på danserestauranter og sammen med det legendariske ”Malihini”, der genlancerede ”Lille sommerfugl” lang tid før Bjørn Tidmand.

Erling gav dansemusikken et vældigt lift, da han sang og trakterede sit dejlige Hammond A-100, som mange tjenere slæbte rundt på til tænderne skurrede og sveden sprang. Men godt lød det, når ”Lille-Erling” lod sin dybe røst forkynde de gamle slagere fra Gustav Winckler til Roger Whittaker. Da Erling døde, kom tidligere kapelmester i Sans Souci-varietéen i Kolding Orla Espensen med.  Orla nåede kun at være med i en kortere årrække inden han døde og en meget dygtig pianist Sass? fra Estland kom med Arne. Jeg ved ikke meget om Sass, men han var utrolig dygtig og en klassisk skolet pianist med musikeruddannelse, som det ofte er tilfældet med østeuropæiske musikere.




















Pianist Erling Rasmussen (Lille-Erling, "Malihini-Erling" mm.) og trommeslager Finn Hallager på "Munken".


Highlights på Munkebjerg.


Traditionen tro stillede Arne gennem alle årene op til de specielle højdepunkter på hotellet pinselørdag og nytårsaften med gallaarrangementet, der ligefrem gav ventelister. Ved disse arrangementer medbragte Arne altid diverse horsensmusikere, bl.a trommeslagerne Finn Hallager og  Jens Pedersen.

Takket være Arne Andersen blev mange musikere beskæftiget på Munkebjerg, både som solomusikere og som medlemmer af større ensembler, som kapelmesteren samlede til mere utraditionelle sammenkomster på hotellet. Når disse større besætninger skulle fungere, var det nødvendig med musikere, der kunne spille efter noder. Selv janitsharen skulle være nodelæser, og det var horsensjanitsharen Gunnar Hansen, som så mange horsenstrommeslagere har været forbi i Emil Møllersgade for at lære trommenodelæsningens svære kunst. Se billederne.

I april 1978 fik guitarist/bassist/trompetist Erik Eriksen og undertegnede et unikt job: Munkebjerg skulle indvie den helt nye og eksklusive ”Green Bar”, og her skulle vi være månedens orkester og i samarbejde med barchefen Tove Nørgaard give gæsterne en yderst eksklusiv oplevelse. Baren blev også et stort tilløbsstykke blandt gæsterne. Vi nåede at spille en enkelt aften, da vi fik besked om, at der var udbrudt tjenerstrejke, og vores engagement var foreløbigt afbrud. ”Afbrydelsen” kom til at vare resten af måneden. Arne Andersen meddelte os, at vores kontrakt var fuldgyldig, hvilket betød, at vi fik løn ifølge denne, men at baren var lukket, og vi skulle tage hjem indtil vi hørte nærmere. Strejken varede længere end april, så vi kom ikke til at spille denne måned. Senere fik vi job i Green Bar igen.


Park- og sygehuskoncerterne i Horsens.


Ved siden af jobbet på Munkebjerg var Arne Andersen også ankermanden bag de mange parkkoncerter på Bygholm Parkhotel, som det hed dengang. Arne kendte de mange krinkelkroge og muligheder indenfor det kommunale system, der sammen med tilskuddet fra Dansk Musiker Forbund og Gramexmidlerne fra solgte grammofonplader og bånd, gjorde det muligt at afholde de populære koncerter sæson efter sæson.

Arne stod for arrangementerne og bookningen af de mange solister, der blev tilknyttet, bl.a. violinvirtuosen Anker Buck, Wandy Tworek, det populære horsenspar Herbert og Hanne Zierler, der spillede og jodlede samt mange andre populære kunstnere.

Hver juleaften i ca. 25 år var Arne Andersen, Bent Clausen m.fl. horsensmusikere fast og trofast inventar på Horsens sygehus, hvor de patienter, der måtte tilbringe julen her, nød musikunderholdningen inden julemaden blev serveret.


Dansk Musiker Forbund:


Som tidligere nævnt var Arne Andersens store hjertebarn Dansk Musiker Forbunds Horsens-afdeling, hvor han først var aktiv som kasserer og senere som både kasserer og formand.

Røgen var tyk på kontorerne i Kippervig/Søndergade, men medlemmerne fandt her en oase, hvor de sidste nye instrumenter og repertoirer diskuteredes, og hvor aftalerne føg i luften, mens Arne førte protokollen og klistrede mærker i bøgerne ofte uanfægtet af de mange medlemmer, der kom og gik.

Her på kontoret blev bestyrelsesmøderne holdt, og jeg nød den meget musiksnak ved disse møder.




















Dansk Musiker Forbunds bestyrelse engang i 80'erne. Fra venstre øverste Erik W. Eriksen, Arne Sørensen (Lille Arne), Steen Mørcholdt, nederst fra venstre Arne Andersen og Hans Lindy.


Hvad angik det faglige arbejde havde vi hver vores område, og på et tidspunkt mente Arne, at jeg halvstuderede røver skulle være den, der kontaktede uorganiserede musikere og organisationer, der benyttede sig af disse. En af mine opgaver var bl.a. at kontakte Danmarks Kommunistiske Parti, der her i Horsens havde benyttet sig af uorganiseret musik i forbindelse med 1. maj.

Jeg ringede Ole Sohn op. Han lyttede stille til min anklage om det fejlagtige i at gå udenom DMF og medlemmerne, når der skulle rekrutteres musik, men den svada gad han overhovedet ikke høre på. Han vendte anklagen direkte mod os selv og svarede noget i retning af, at så længe vi ikke havde styr på de musikalske tropper, skulle vi overhovedet ikke stille med krav til andre forbund. Desuden mente han ikke, at vores medlemmer spillede den musik, der skulle bruges til en ordentlig 1. maj fest. SLUT!


Finale:


Arne Andersen nåede de 40 år på Munkebjerg. Da han for sidste gang pakkede violinen og det obligatoriske lommetørklæde ned i 2008, var en æra slut på dejlige Munkebjerg Hotel.

Da man efterfølgende kom som musiker og som gæst på stedet, var det med følelsen af, at noget manglede. Restauranten og hotellet er stadig toppen af dansk hotel- og restaurationsliv, men for os, der så at sige er vokset op med Arne Andersen og ”Munken”, vil man altid savne ”Mister Munkebjerg” og hans musik ved de – desværre - alt for sjældne besøg på dette fantastiske hotel.