Egon Stidsen

Saxofonisten/klarinettisten

Egon Stidsen.


Egon Stidsen fik sin musikalske ”åbenbaring”, da han ved flere lejligheder hørte horsenstrioen Jes’s Trio, et efter datidens forhold særdeles velspillende orkester bestående af Jes Rødgård Petersen (altsax, violin og fagot), Ove Hjortlund (Bb tenor, cello og harmonika) og pianisten Ketty Stidsen. Alle tre omtales andet steds i Horsensmusikere.

Egon startede egentlig sin musikalske løbebane i 1948, hvor han påbegyndte violinspillet hos lærer Thomsen i Åle for i 1950 at fortsætte hos Gertrud Andersen i Brædstrup. I 1953 fik Egon nogle måneders undervisning hos den kendte horsensmusiker Arne Andersen, der dengang boede i Ring ved Brædstrup. Arne påbegyndte i disse år sin professionelle karriere på restr. Lunden i Silkeborg.

Fra 1954-1955 fortsatte Egon Stidsen med at modtage undervisning hos en anden horsensmusiker Richard Sørensen for i 1955 endelig at forfølge den længe nærede drøm om at komme til at spille saxofon. Det skete ved at modtage undervisning både på sax og klarinet hos horsensmusikeren William Jensen. Se nedenfor vedr. Egons andre undervisere.

Egon fortæller, at han i de tidlige 50’ere havde en stor drøm om, at komme til at leve af musikken, hvilket på et tidspunkt lykkedes. Han opgav senere den professionelle karriere, men fortsatte sine musikalske aktiviteter på fritidsbasis, som mange andre musikere.

Egon fortsætter:  ”Jeg begyndte at spille til bal I 1956 sammen med Kirsten Sørensen fra Sølyst, Vestbirk,  på klaver og Verner Pedersen, Hadsten på trommer. Vi fik 105,-  for tre mand fra 20.00 til 01.00. Det var ganske fint dengang. Denne trio kaldte vi TONA, og det var begyndelsen.

Fra nov. 1957 til nov. 1958 spillede jeg i en trio med Erik Nielsen (Taus Huomøllers far) og en pianist som hed Astrig Hartvig. Vi kaldte os CHARI VARRI Band. Det betyder kattemusik.

Så kom jeg med I TONA igen. I mellemtiden var TONA blevet til en kvartet, og Kristian Sørensen, Horsens var kommet med som pianist.

I 1961 begyndte jeg at rejse som musiker, og spillede på restauranter. Først i en trio, vi spillede i Holstebro.

Fra 1. november 1961 var jeg så heldig at komme med kapelmester Preben Larsen fra Helsingør. Han havde spillet I Winstrup Olesens Orkester og var meget dygtig. Han havde en kvartet, som skulle udvides til en kvintet, det blev så mit held. Jeg spillede med ham til december 1964.























Preben Larsens orkester . Egon Stidsen ses til  højre med klarinetten, Orkestret var et meget populært danseband og spillede bl,a på Kronborg Havbad og over det meste af landet .

Derefter vendte jeg tilbage til TONA, som var blevet til en kvintet. Stadigvæk med Kristian Sørensen som pianist.

































Senere spillede jeg med Mogens Nielsen, Jes Jørgensen, Ejnar Hansen. Vi spillede på Hybylund i Fredericia torsdag og lørdag.

Jeg har også spillet sammen med Carl Age Sørensen og Leif Fenger på Håndværkerforeningen.

I tresserne var der promenadekoncert på LUNDEN med Arne Dalby som kapelmester. Så vidt jeg husker, var vi 10-12 mand til disse koncerter.

Så gik der ca. 20 år, hvor jeg lagde musikken lidt på hylden. I 1991-1992 kom jeg så med i Horsens Harmoniorkester ”Nord for Alperne” og med i Horsens Politiorkester.  Det resulterede i mange dejlige rejser rundt omkring I Europa.”

Egon Stidsen er stadig at finde med saxofonen om halsen. Han spiller på fritidsbasis med bl.a. organisten Mogens Nielsen, der er omtalt andetsteds her i Horsensmusikere.


Egon Stidsens undervisning:


1948 Violin 1/2 år hos lærer Thomsen, Åle.

1950-51 Violin, Gertrud Andersen, Brædstrup.

1953 Violin 3 mdr. Arne Andersen, Ring ( Arne begyndte sit professionelle musikerliv på Lunden i Silkeborg)

1954-55 Violin Richard Sørensen, Horsens.

1955 Sax og Clarinet, William Jensen, Horsens.

1956-57 Clarinet, Jens Arnsbo (Århus symfoniorkester)

1957-58 Clarinet, Egon Mogensen, Kjellerup.

1957-59 Saxofon, Henry Pedersen, Viborg.

1959-60 Saxofon, Willy Phillip (Århus symfoniorkester)

1960 Saxofon 4 mdr. Svend Aage Esbensen, Herning.

1961 4 mdr clarinet, hos Aksel Jensen Esbjerg.

1962 4 mdr. clarinet, hos Henrik Klint Odense.

!998 3 mdr. clarinet, Elisabet Bonnerup (Livgarden).