Musiker- og restauratørparret Herbert og Hanne Zierler.


Det havde i længere tid været et problem med manglende belysning på Lundens P-plads og kommunen havde været noget modvillige m.h.t. etableringen af dette. Dette problem blev let og smertefrit ordnet på åbningsaftenen, da Volmer Sørensen på Hannes foranledning indlagte lidt syrlige og humoristiske kommentarer vedr. lyset på P-pladsen. Disse kommentarer var stilet til daværende borgmester Ove Jensen, der var til stede denne aften, og Volmers hentydninger gjorde så stort indtryk på borgmesteren, at denne uforbeholdent lovede, at kommunen ville installere belysning.

Herberts gode forbindelser til de udenlandske orkestre og kunstnere kom i disse år restauratørparret til gode. Et af højdepunkterne var ungareren Joseph Zeicos orkester, der dog en dag stod uden trommeslager. Den klarede Herbert, da han kort tid for inden havde haft fornøjelsen at møde horsenstrommeslageren Roar Eskesen, der var talentfuld og teknisk dygtig. Han blev placeret bag trommerne, og så var det problem løst. Der gik dog jazz i den, og selvom Herbert og en del af gæsterne nød musikken, ramte det ikke lige plet blandt publikum og snart blev den mere ”mainstream” dansemusik igen indført på Lunden.

I det hele taget fik Herbert og Hanne en forrygende start som restauratørpar på Lunden, dels pga. fornyelsen og Lunden som alternativ til de eksisterende danserestauranter, men også fordi Kit-Cat i 1970 udbrændte og stod foran en 2-årig genopførelse. Hanne beretter glad om de store aftener og weekends med 1500 gæster. Orkestrene havde engagementer på månedsbasis og adskillige nye konstellationer så dagens lys. Orkestret ”Dane Singers” fra Nakskov var et af de nye, unge orkestre, der stod højt på popularitetslisten hos publikum. Medlemmerne var de senere ”Ulve” – Freddy Pedersen (tangenter), Jens Ingemann (trommer) og George (guitar) samt den andetsteds i Horsensmusikere omtalte trompetist Jørgen Eluf. Heinz Albrechts orkester og Poul Ramsings Kvintet, der i perioder næsten var fast inventar på ”Kit-Cat” var nu også at finde på Lunden.

George Forbat senior leverede en del velspillende polske orkestre. Mange af musikerne var højt uddannede, klassiske musikere, der måtte ernære sig af danse- og dinérmusikken for at overleve eller for at få opholds- /arbejdstilladelse, så man med lidt held og gode forbindelser kunne finde sin rette plads i et af de klassiske orkestre i Norge, Sverige eller Danmark. Således fortæller Herbert om sin støtte og hjælp til to højt uddannede og meget anerkendte, polske musikere, der tidligere havde spillet i Warszawas Symfoniorkester, men som nu  spillede dansemusik udelukkende for at ”samle point” til en acceptabel tilværelse i et klassisk orkester, hvor man havde bedre løn og arbejdsvilkår end i Polen.

Et af de musikalske højdepunkterpå ”Lunden” var det legendariske 6-mands bulgarske orkester ”Trans Europa Express”.

Rigtig mange danske solister fandt sig en ny arbejdsplads på Lunden. Birthe Kjær, Gustav Winckler, John Mogensen og Tommy Seebach og mange andre var på plakaten Svend Aage Svalberg ”Svalle” var ofte konferencier, et job som han klarede til ug, og som han var særdeles hjemmevant i gennem sit ”Dansk Modeshow”.

På 1. salen blev publikum tilbudt den mere intime og rolige atmosfære. Her residerede den kendte horsensmusiker Lorenz Nielsen og hans trio. Der var noget for enhver smag på ”Lunden”.

Herbert beretter glad om de mange arrangementer, der i disse år løb af stablen. Et af de mere festlige tiltag var Lundens ”Øl-Olympiade” med drikkekonkurrencer og lokalt tyrolerorkester – ”Arne Dalbys Tyroler-orkester”.

En aften optrådte Kaj Løvring nedenunder. Efter at have hørt Hanne og Herbert spille og synge, kom han spontant hen og sagde: ”I skal i TV!”. Kaj havde dengang sin gang i Danmarks Radio, så efter nogen tid kom chancen for parret til at komme med i Sten Bramsens ”Musikalske venner”.

Det gav en fantastisk reklame, og herefter var der stor efterspørgsel på de to musikalske restauratører.

I 1972 var Kit-Cat igen klar efter genopførelsen, og publikum fordelte sig på de to førende horsensrestauranter, hvor Victor Næss-Nielsen og Zierlers var blevet konkurrenter.  Diskotekerne var begyndt at vinde terræn, nattelivet ændrede karakter, den bilfri søndag begrænsede publikums muligheder for fri transport, og en dag kom Næss-Nielsen fra Kit-Cat ind på Lunden og gik bramfri hen til Hanne og sagde: ”Hvem af os skal sælge først?”.

I 1973 solgte Hanne og Herbert Lunden og et kapitel af forlystelseslivet i Horsens var slut!

Herefter fortsatte parret med at optræde og Herbert blev igen full-time musiker rundt om i det ganske land.








































Hanne og Herbert klar med wienersange og heimatsmelodier.


Indtil dette sted i interviewet var han dog forbavsende stille omkring sin mangeårige musikerkarriere, men pludselig gik der hul på bylden: Den gode spillemand har en erfaring og en jobliste som er få andre musikere forundt, og han berettede nu gerne om de mange jobs, hvor han fremhævede de mange jobs på den amerikanske ambassade i Bad Gottesberg, Tyskland i perioden 1960-66 som et af højdepunkterne. På ambassaden var der 800 ansatte og dagligdagen bød på diplomat-, minister-, ambassadørbesøg og besøg af højt rangerende befalingsmænd fra forsvaret. Efter de officielle møder mødtes man i ”klubben”, hvor Herbert Zierler optrådte med sin kvartet. Man spillede 3 timer 4 dage om ugen, blev tranportere i taxi til og fra jobbet, fik den fineste mad og hvad angår repertoiret bestod dette af Herberts spidskompetencer, swing, jazz og 4-stemmig sang, der bed den daværende amerikanske vokalkvartet ”Four Freshmen” godt og grundigt i haserne. Alt hvad der foregik i ”klubben” bar præg af præcision og stil.

I 1960 var Herbert og orkester arrangeret på steder som ”Kystens Perle” i Snekkersten, Hos Behrentz i Haderslev, ”Exelon” i København og i vintersæsonen gik turen til Itzkl i Tyrol.

I København, hvor Herbert spillede på ”Valencia , dukkede en meget speciel herre op som gæst. Det var Simon Spies, som Herbert kom til at kende. I perioder passede han rejsekongens lejlighed, når Spies var ude af huset.

I midten af 70’erne blev Herbert næsten fast inventar på Hotel Munkebjerg indtil han blev ”headhunted” til  Maritza i Århus, hvor han var i 10 år. Senere kom han igen til på Munkebjerg, på ”Kryb-i-ly”, Scanticon i Kolding og Casseiopeia i Middelfart.

Da den stadig aktive arrangør Ernst Trillingsgaard var kommet godt i gang med Holstebrorevyerne blev horsenspianisten Bent Clausen headhuntet til kapelmesterjobbet de kommende år. Her var Herbert med i tre sæsoner og beretter gerne om gode oplevelser med Dirch Passer, Marguerite Viby, Buster Larsen, Jørgen Buckhøj, Elga Olga og mange andre af tidens folkekære skuespillere og kunstnere.

Engang spillede revyen for masser af nordjyske brugsuddelere, som Dirch forgæves forsøgte at tage livtag med. Stort set ingen reaktion hos brugsfolkene! Så begyndte han at improvisere og i et minut gik han rundt og rundt på scenen. Folk undrede sig! Pludselig stod han stille og kiggede ud over rampen: ”Jeg har vist fået for meget cirkelkaffe i dag!”.  Så brød latteren løs og isen brudt mellem ham og publikum.

Herbert og Hanne var igennem en årrække fast inventar som solister ved de populære parkkoncerter som Dansk Musiker Forbund arrangerede.


Herbert var aktiv musiker indtil for få år siden. I dag bor parret i Juelsminde, hvor de hver dag kan nyde udsigten over Kattegat og mod Lillebælt fra deres dejlige lejlighed direkte ved vandet.

Musiker- og restauratørægteparret Herbert og Hanne Zierler.

Musikken åbner mange døre, og kan ofte føre én vidt omkring. Når så skæbnen eller tilfældighederne samtidig spiller ind, kan der opstå de særeste konstellationer.

Det kan Herbert Zierler, østrigskfødt musiker og mangeårig horsensianer og hans hustru Hanne skrive under på. Her er deres spændende historie, der ikke blot er en fortælling om musik, men også en beretning om et spændende, dansk restaurationsliv  – way back when – som desværre ikke eksisterer mere.

Indtil disse danse- spiserestauranter lukkede og slukkede på stribe i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne havde masser af professionelle tjenere, kokke, bartendere og musikere deres daglige udkomme her, for slet ikke at tale om dørmænd, buffister, garderobedamer og en hær af andre tilknyttede. Der udfoldede sig et sandt leben fra om morgenen og til de sidste gæster forlod etablissementet sent på natten. Ofte måtte indehaveren tænde det store lys i loftet, før de sidste natteravne fandt udgangen.

Musikken var omdrejningspunktet på danserestauranterne og et populært supplement. når det gjaldt spiserestauranterne, hvor en god dinérmusik ofte var et væsentligt supplement til god mad og professionel og uddannet servering.  Musikken blev ofte annonceret sammen med menuen og eventuelle solister og artister, et par faggrupper der også var en del af persongalleriet på mange danske restauranter i deres glansperiode. En del af solisterne, artisterne og musikerne kom fra udlandet og fik gennem de mange impresarier  jobs rundt omkring i det ganske land.

To af de steder i det sønderjyske, der kunne præsentere udenlandske musikere i 60’erne var ”Sommerlyst” i Aabenraa  og ”Zanzibar”  i Sønderborg. Her kunne man bl.a. høre Herbert Zierlers kvartet ”Austrian TV-Quartett”, som vi senere vender tilbage til.




























Herbert Zierlers "Austrian TV-Quartett". Billedet er fra en reklamepude.


Den ca. 30-årige musiker altså på vej ind på de danske restaurationer og hoteller.  Måske føltes dagene lidt lange inden aftenens jobs, for en dag havde pianisten bevæget sig ud i det sønderjyske og var havnet hos bageren i Søgård, hvor orkestret ofte kom forbi for at købe noget af forretningens gode brød. Nu er det bestemt ikke hver dag, at en østrigsk musiker kommer ind i en sønderjysk bagerbutik og hører jodlen, men det var lige det der skete: Den smukkeste og mest perfekte jodlen strømmede ud fra bageriets baglokale.  Jodleren var bagerjomfruen Hanne, og da Herbert selv var kyndig udi jodlekunsten, så han sikkert muligheder på flere forskellige fronter, så i 1966 blev Hanne og Herbert gift i Kliplev kirke, og dette blev samtidig starten på et langt ægteskab i musikkens og restaurationsbranchens tjeneste.


Herbert er vokset op i den østrigske by Garz i 1934. Han begyndte at spille som fireårig. Hans første instrumentet var en diatoniske harmonika, der er meget lig en mundharmonika i teknisk opbygning. Den enkelte knap har forskellige toner, afhængig af om der trækkes eller skubbes i bælgen. Et lidt svært instrument at håndtere, og for Herbert gled den da også ligeså stille i baggrunden til fordel  for pianoharmonikaen (tangentharmonika).  Efter endt skolegang rykkede det noget i den unge Zierler for at blive professionel musiker, men da hans far mente, at musikken var en usikker levevej, kom han i lære som isenkræmmer. Så snart Herbert havde taget denne uddannelse, gjaldt det musikken, og da adgangstegnet til musikerlivet – også på restauranterne – var en konservatorieuddannelse, gik han denne vej. Da han var to år henne i uddannelsen, mente den selvstændige og spilleparate Herbert, at nu måtte det være nok, for som han siger ”så havde jeg lært det, som jeg skulle for at komme ud at spille”.









































Herbert som hotelmusiker på et af sine første professionelle jobs.


Herbert Zierler blev professionel musiker i 1951. Han startede sin karriere i en sekstet, men først i 1958 fik han sit eget orkester, den før omtalte ”Austrian TV Quartet” i Salzburg.  Kvartetten medvirkede i adskillige radio- og TV-trans-missioner og turnerede i begyndelsen i Schweitz, Tyskland og Østrig, men i 1960 udvidedes arbejdsområdet til også at omfatte Danmark, Sverige og Finland med længerevarende arrangementer gennem en periode på 5-6 år. I 1966 stoppede det succesfulde orkester. Det skete på en noget pudsig måde, da det sidste engagement blev spillet på det hotel, hvor orkestret 8 år tidligere havde sin debut. Hotel Madlein i Itschgl i Tyrol er stadig et meget populært hotel.

 

Hvad Herbert næppe vidste, da han hin dag hørte bagerjomfruen synge var, at hun udover musikaliteten også besad et købmands- og iværksættergén, som hun sikkert har haft med hjemmefra. Sammen med sin bror købte hun nemlig i 1967 Hotel Eliselund ved Aabenraa, som de med medhjælp fra moderen drev i 2 år. Men det blev ikke kun ved dét:  Mens Herbert passede de sort/hvide på Hotel Hvide Hus i Aabenraa benyttede Hanne lejligheden til at tage rundt og se på restaurationer. Hanne ønskede at være med på den opadgående bølge, der var i gang indenfor restaurationsbranchen og værtshusmiljøet. Havde man en god idé, var mulighederne for en succes til stede. Og de muligheder ønskede hun at være en del af, da hun i 1969 trådte ind på 1. salen på Søndergade 22 i Horsens, lige overfor Jørgensens Hotel. Her var restaurant  ”Laredo” til salg. Hanne så mulighederne og hjulpet på vej med gode råd fra Emil fra Zanzibar, slog hun til og ringede hjem med beskeden: ”Så er der skrevet papirer!”. Hanne var nu blevet restauratør i Horsens. Forældrene var stolte og faderen blev en god støtte rent handelsmæssigt, mens Hannes mor blev en uvurderlig faktor i køkkenet på ”Laredo”, der gik hen og blev en solid succes og et insted i restaurationslivet i Horsens i årene i slutningen af 60’erne.

Horsens var nu blevet Herbert og Hannes by. Herfra var der ikke langt til de mest aktuelle spillesteder, og her befandt parret sig godt.


Også dengang var ølmændene en god kilde til alt, hvad der rørte sig indenfor restaurant-  og nattelivet, og en dag kunne ”Laredos” øl og sodavands-leverandør ”Carlsberg-Madsen” berette om, at den legendariske restaurant ”Lunden”  skulle have ny forpagter. Horsens kommune var ejer, og her var der igen ikke langt fra tanke til handling hos parret: Man tog omgående kontakt til kommunen, der sagde ja til en ny forpagtningsaftale. Dette blev starten på et helt nyt, men meget travlt kapitel af Hanne og Herberts liv. ”Lunden” blev ombygget og moderniseret, og fredag den 13. november 1970 kunne de slå dørene op for 180 indbudte gæster og præsentere deres nye koncept med et brag af en åbningsfest. Selveste Volmer Sørensen var konferencier, og der var optræden af danske og internationale musikere.

Den tidligere restauratør og forpagter Gunnar Kirkeby måtte tidligere på året kapitulere og mente sig svigtet af kommunen, der stod som ejer. Med det nye værtspar og en personlig investering i inventar og istandsættelse, ændrede tingene sig nu. Se

http://horsensleksikon.dk/wp-content/uploads/Lunden13-11-1970ocr.pdf