Pouli Pedersen

Pouli Pedersen 1916 - 1990. Historien om et usædvanligt menneskes usædvanlige liv.

Uddrag af Poulis nedskrevne erindringer med tilføjede kommentarer af Steen Mørcholdt. Udvalgt efter musikerrelevans.


Når talen går på den populære, folkelige musik i Horsens, kommer vi ikke uden om Pouli Pedersen, der var en af de markanteste skikkelser indenfor både musikundervisning og musikalsk underholdning i Horsens. Flere tusinde elever er gået igennem lokalerne på Nansensvej 49 siden starten umiddelbart efter 2. verdenskrig. En ikke ringe del af disse elever har siden haft musikken som hel eller delvis levevej. Andre har gennem Pouli fået en hobby for livet og har fundet gode, sociale relationer gennem den berømte musikskole.

De fleste af os kender energibundtet Pouli som den altid oplagte og varme underviser eller som musikeren, der mere end de fleste kunne klare en fest bag de sort/hvide. Men her kommer lidt flere oplysninger, som er mindre kendte. Oplysningerne er med familiens tilladelse hentet fra Poulis egne erindringer i skriftet ”Poulis bog”, der i hele sin længde kan ses på Byarkivet i Horsens.



Pouli Pedersen blev født i Fløjstrup mellem Odder og Århus i 1916. Forældrene drev et mellemstor landbrug, og her måtte sønnen gå til hånde. I sine erindringer beklager Pouli sig over de mange pligter, som fyldte så meget i barndommen, og som ikke levnede tid til de mange spændende ting, som han tumlede med. Pouli var teknisk interesseret, og det fulgte ham hele livet. Tænk blot på de ”nodegardiner”, som han opfandt til musikskolen, så melodierne kunne ”rulles” væk til senere brug.

Interessen for musikken lod heller ikke vente på sig. Med stor iver kastede han sig over diverse instrumenter, og i begyndelsen af 30’erne fik han sine første musikalske erfaringer på ”de skrå”. Dengang var det et kvalitetsstempel at blive optaget i Musikforeningen, og Pouli fortæller:


”Men vi kom i Musikforeningen, og det var en stor dag for os i september 1933. Vi fik da nogle engagementer på trods af, at nu skulle vi jo have tarifmæssig betaling. Lige som Axel Christensen i Viby. Jeg kan huske, at vi først var rigtig optagne i musikerforbundet, hvis ingen musikere havde gjort indsigelser. Jeg var så bange for, at det var sket. Nogen kunne have ment, at vi ikke var dygtige nok, var for unge o.s.v. Men vi fik mere og mere at lave”.

”Det hårde landbrugsarbejde fik jeg lov at slippe for, og fik lov at sove længe om morgenen, når jeg havde været ude at spille til bal. Det var i grunden overraskende, så meget der blev at spille. Jeg kom også til at spille til danseskole. Jeg cyklede helt til Stilling med harmonikaen på bagagebæreren for at spille i to timer à 2,50 pr. time”.



Billedet herover: "Et foto fra min helt grønne ungdom. Astrid Frederiksen og Rasmus Sørensen. Det er fra før jeg fik engagement i Struer. Men efter Assens fiaskoen har jeg ikke harmonika endnu."


Samme år (1933) ramtes Pouli af den frygtede tuberkulose. Forældrene fik ham imidlertid indlagt på Vejle Fjordsanatoriet, og ved kyndige lægers hjælp kom han sig. Chancerne for helbredelse var ellers minimale, men Pouli klarede frisag. Han fulgte lægernes råd, og måtte ikke tage for hårdt fat. Sygdommen var tydeligvis en streg i regningen for den unge Pedersen, der ærgrede sig over at være ”uspilledygtig” i en længere periode. Han fortæller om denne periode:


”Jeg spillede sammen med Ricard Jacobsen i førstningen. Så da jeg blev syg og kom på sanatorium, søgte Ricard fast engagement og kom til at spille med andre. Bl.a. med Regnar Madsen, som jeg også kom til at spille sammen med ved et tilfælde. I 1936 spillede Ricard på ”Dams Hotel” i Assens. De var en trio, men den tredje musiker rejste fra dem, og Ricard og Regnar stod nu pludselig uden janitshar med biinstrumenter som det hed. De overtalte mig til at afløse den tredje musiker, som var rejst. Jeg skulle spille saxofon, violin og trommer. Men jeg skal love for, at jeg kom til at spille anden violin i ordets forstand. Jeg kunne næsten ingenting på den violin, og jeg var frygtelig flov over at sidde og fuppe mig igennem de første to timer, hvor vi skulle spille koncertmusik. Senere på aftenen var det på saxofon og fodtromme. Det gik lidt bedre, men jeg måtte ikke blæse så meget for helbredets skyld. Jeg havde forestillet mig, at jeg mest skulle slå på trommer. Jeg havde jo lært at håndtere en lilletromme hos Søren Riis i Odder, men det kom jeg slet ikke til. Jeg havde kun den forhadte violin, som forpestede hele min tilværelse. Jeg var klar over at det ikke kunne fortsætte.

Værten var selv musikalsk og han havde gennemskuet min musikalske præstation, så den oplevelse i Assens fik ende efter ca. en måned. Så drog jeg igen hjem til Fløjstrup, og kom igen til at bo hos mor og far. Det var jo mit livs fiasko, men jeg havde ikke helt tabt modet. Jeg kom til at arbejde med nye kollegaer. Det blev bl.a. Rasmus fra Malling. Han flyttede senere til Horsens, døde for ca. 2 år siden. Han spillede violin og trompet. Han havde fået en fin og langvarig uddannelse på Århus Musikkonservatorium, sammen med Arne Hammelbo. Vi spillede sammen med pianistinden Astrid Frederiksen fra Langballe ved Beder. Hun var skrap på klaver. Jeg fortsatte som janitshar med biinstrumenter, trods det at klaver var mit hovedinstrument. Jeg havde fået en B tenor sax, og købt en harmonika. Den kom jeg hurtigt til at spille på, takket være min lærdom på klaveret. Vi havde i og for sig meget at lave, jeg kan huske en måned, hvor jeg var ude at spille 24 gange. Det var meget på “løse bestillinger”.”


Nu kom der for alvor gang i ”musikbutikken” hos Pouli Pedersen:


”Jeg blev ringet op en dag af en pianistinde fra Århus, Vivi Wahle. Hun manglede 3 mand til et sommerengagement i Struer på den kinesiske pavillon, som hørte under “Schous Hotel”.

Det var en dejlig sommer jeg tilbragte der. Jeg havde jo fået en masse rutine, og violinen havde jeg fået skiftet ud med en stor hvid Hohner harmonika. Så nu kunne jeg sagtens klare mig, jeg blev endda populær. Harmonikaen havde jeg købt på en veksel, det er nok både første og sidste gang jeg har haft med veksler at gøre. Men jeg tjente godt, og alle afdragene fald til tiden.

Vi havde det dejligt i Struer. Vi cyklede til Humlum for at bade. Det var tæt ved B&O, som allerede dengang var en stor virksomhed.”

” Efter Struer tiden, lykkes det mig at få et engagement i Ribe på Puggårdsminde. Det var sammen med et ægtepar. Hun spillede klaver, han violin, clarinet og Eb sax. Jeg trommer, Bb tenor og harmonika.”

























Herover: "Fra den kinesiske pavillon i forbindelse med Schous Hotel i Struer. Jeg ser noget alvorlig ud, med uden grund. Violinisten Rasmus og fru Vivi Wahle. Mit nye trommesæt med arbejdsbord og tempelblokke".


”Derefter kom Svendborgtiden. Der var jeg ca. i tre år. Det var bl.a. med Viktor Hansen og han kone. Der havde jeg mange oplevelser. På Hotel “Hafnia” boede vi og spiste. En dag kom en hjemvendt Dansk - amerikaner, og indlogerede sig på hotellet. Han havde spenderbukserne på, og gav mange omgange til musikken. Han havde tjent mange penge “ over there”. Men nu fik de ben at gå på. Vi snakkede engelsk, og han fortalte røverhistorier. Der blev også lidt pigesjov. Nogle uden betydning, andre mere seriøse. En stuepige, som hed Fanny, havde jeg en romantisk affære med.

”Så lavede kapelmester Viktor Hansen det kunststykke, at trioen fik engagement på “Casanova” som kvartet. Vi fik altså en fjerde mand, Svend Sylvest til vores trio og blev i byen. Casanova var en variete, som fik nye solister hver 14. dag. Jeg kan bevise det, for jeg har et foto af os, taget i 1940. Hvor længe vi var på Casanova kan jeg ikke huske, men jeg var nemlig hjemme hos mine forældre den 9. april 1940, da tyskerne besatte Danmark.”


"Billedet herover er fra Casanova i Svendborg 1940. Wiktor Hansens orkester. Casanova var en varieté, hvor man skiftede solister hver 14. dag."


”Men nu noget om tiden i Ringsted: Værten på “Børsen” hed Henriksen. Han havde hvert år forpagtet “Pavillonen” i Ringsted lystanlæg. Så blev orkesteret flyttet derud i sommermånederne. Når sæsonen var ovre, flyttede vi igen på “Børsen”. Der spillede vi så om vinteren.

Men tiden i Ringsted fik ende, og vi fik et nyt engagement på “Fjordvilla” i Roskilde. Der blev orkesteret udvidet til fem mand. Det var en typisk danserestaurant, som havde åbent i sommerhalvåret. Der skete også mange forunderlige ting i Roskilde. Bl.a. med Grønlund. Han var en god musiker, men havde en fortvivlet økonomi. Han skyldte gud og hver mand, og skattevæsenet tilbageholdt en del af gagen. Men trods alle genvordighederne, havde han et uforligneligt humør. Og et stort talent for det humoristiske og groteske. Lån mig lige 10 øre til Ekstrabladet, kunne han sige, jeg har selv to øre. Han hutlede sig igennem livet.

Engang sprang han op på lokomotivet i toget på Roskilde station og bildte personalet ind, at han var udlært togfører. Kørte gratis til København, og mange andre numre lavede han. Hans fantasi var ubegrænset.

Værten på “Fjordvilla” hed Pagh. Han kunne også gå agurk. Pludselig når gæsterne havde forladt etablissementet kunne han komme i tanker om, at vi skulle spille for ham alene. Så kom whiskyflaskerne frem, og vi blev drukket godt til.”



Herover: " Børge Andre`s trio på tribunen i lystanlægget i Ringsted. Der spillede vi hver sommer i ca. 3 1/2 år."


I nytåret 1941-42 mødte Pouli sin livsledsagerske Ella. Da Pouli og orkestret spillede meget på Sjælland, var det let for Ella at følge ham på jobbet. Hun kom fra København og arbejdede der. I foråret 1944 besluttede parret sig for at blive gift. Det skete 5. maj 1944, præcis et år før befrielsen. Efter brylluppet var næste engagement på Grenaa Badehotel. Pouli skriver:


”Vi havde jo naturligvis, begyndt at længes efter vort nye engagement på Grenå badehotel. Det skulle vise sig at blive vor aller-skønneste tid. Ella siger, at det absolut er den bedste periode af hendes liv. Vi var så heldige at få en lillebitte lejlighed, næsten oppe ved badehotellet på Grenå havn. Vi boede til leje hos en gammel dame fru Jensen, som var meget tunghør. Hun gik sådan og småpludrede det meste af tiden”.


Sommeren 1944 i Grenaa.


”Men der var noget som optog os begge. Sommeren gik på hæld, og vi måtte flytte teltpæle endnu engang. Viktor Hansen havde en drøm om, en gang i sit liv, at kunne “prale” af at have spillet på “Jørgensens Hotel” (i Horsens). - Tænk så stor en stjerne havde det hotel i Danmarks forlystelsesliv. - Minsandten, om ikke det lykkedes for ham. 15. august sluttede vi på Grenå badehotel. Og allerede den 16. august, dagen efter, skulle vi begynde på Jørgensens Hotel. Vi skulle spille i Kit - Kat. Dengang var der også solister der. Jeg kan huske, at vi spillede til harmonika virtuoserne Fritz og Erik. Dengang var de jo børn og rejste rundt med deres far. Moderen så vi ikke noget til. Vi havde også engang besøg af “rædselskomponisten” Henry Carlsen. Han spillede i baren og i Kit - Kat i pauserne.


Herover: "Wiktor Hansens orkester 1944 på Kit-Kat, Horsens: Pianisten ( ikke huske navnet) Viktor Hansen, Pouli med bassen, Alfred Madsen som spillede cello og trompet."


”Dengang kan jeg huske, at han spillede hver aften “I Tyrolsgade 5” Den var meget moderne. Ellers lå hans produktion på det meget jævne. F. eks. “En lille gylden ring”. - “Små anemoner som du plukkede i maj. - “Giv mig den rose du bær’ på dit bryst”. - “Der blev så stille dengang du gik. - “Solen skinner også i en baggård”. - “Solskin kan man altid finde, o.s.v. Han har lavet mange hundrede. Måske tusinder. Der blev udgivet ca. en ny melodi hver måned. Han var meget produktiv. Huserede igennem flere år. Tjente mange penge, både som komponist og pianist. Men han var fattig som en kirkerolle. Både ham os hans kone, tilbragte megen tid på de forskellige barer. Melodierne havde han ikke megen besvær med. De var ikke så dybsindige. Dem rystede han lige ud af ærmet, også teksterne. Deraf er vel nok kommet det lidet smigrende tilnavn: rædselskomponisten. Apropos Kit - Kat. Fik senere navneforandring til New Look. For tiden hedder det igen Kit - Kat, - Cit - Cat - Dancing. Det har været nedbrændt men er nu bygget op igen. Selve hotellet blev ikke berørt af branden”.


Poul og Ella etablerer sig i Horsens 1944.


Pouli skriver: ”Nu er vi kommet hen til november, og orkestret skal ud på et nyt engagement. Nu må jeg jo se i øjnene, at jeg må sige farvel til mine kollegaer i Viktor Hansens band. Jeg kan ikke byde Ella de anstrengelser igen, at finde ny lejlighed i en fremmed by. Så vi blev altså

boende i Ny Havnegade. Horsens var jo godt nok en fremmed by. Den sagde os intet i forhold til de mange andre byer, jeg havde besøgt. Nu ville vi imidlertid lige se tiden lidt an. Ella var begyndt at lægge sig lidt ud. Nu kunne man se hun var gravid. Jeg måtte så, for første gang i mit liv, melde mig som arbejdsledig, hos kassereren i Musikerforbundet, Peter Bahl, i Emil Bojsensgade. Nu er det jo klart, at byens musikere værner om alle de løse musikengagementer som findes. Alle sådanne tilrejsende musikere, som mig for eks. kan ikke påregne at få det så let lige med det samme.

Man skal jo “ses an”. Dur man til noget i det hele taget? Igen var jeg heldig. Der var en “bestillingshaver” Sigurd Bøckhaus fra Kattesund. Hans kone drev en viktuialieforretning der. Han havde enormt meget at lave. Han var det man kalder “populær”. Det blev min store redning. Han stod engang og skulle skaffe en tredje mand, til et tremands orkester i Tyrsted forsamlingshus. Der var nemlig ingen klaver i Tyrsted. Så skulle han bruge en harmonikaspiller. Dem var der ikke mange af. Så jeg fik jobbet. Det var et stort held for mig. Jeg havde åbenbart haft succes, for få dage efter blev jeg sendt til Glud og Ølsted.

Efterhånden kom jeg også til at spille klaver igen, så jeg droppede trommerne og saxofonen. Nu var det næsten som da jeg blev optaget i Musikerforbundet. Så ville skæbnen at Sigurd Bøckhaus’ pianist Svend Olesen, rejste til Sjælland. Så blev jeg optaget i Bøckhaus’ orkester, og min lykke var gjort.”


Ella og Pouli havde store problemer med at finde et sted at bo i Horsens. Det var i det sidste krigsår og alt var rationeret, også lejligheder og værelser. Parret går i gang med at finkæmme Horsens:


”På en eller anden forunderlig måde, lykkes det mig at opdrive et værelse i Thorsvang. De forlangte lejen forud. Det fik de. Vores ottoman og det lille bord og stolene blev på banen indtil videre. Det var jo et møbleret værelse, så de få gryder og skåle vi havde, kunne vi ikke engang få pakket ud. Rent galt gik det, da de opdagede, at vi skulle være to på værelset. Ella blev næsten frosset ud efter 14 dage. Så måtte hun tage til Fløjstrup og bo hos mine forældre, men kun et kort stykke tid.

Ind imellem tog hun dog til Horsens, og i fællesskab gik vi på jagt efter noget andet at bo i. Vi stillede jo ikke store fordringer, bare en lille tom stue, hvor vi kunne få anbragt vore ejendele og komme til at bo sammen.

Endnu engang var lykken med os: I vore bestræbelser for at få noget at bo i, var vi på turistkontoret, alle tre aviser og offentlige anvisninger, alt sammen uden resultat. Så begyndte vi at finkæmme hvert kvarter i byen, gade for gade. Østlige og vestlige bydel, syd og nord. Dengang var der næsten en købmand på hvert gadehjørne. Ham skulle vi ind til. Tale med købmanden selv, spørge ham, om han da ikke kendte nogen som lejede værelser ud. Alt havde interesse. Vi måtte købe lidt hvert sted for at komme i snak. Det var i august måned og meget varmt, det kostede nogle sodavand, og jeg købte flere hundrede barberblade. Ella åd lakrids så det væltede. Hun var jo lige blevet gravid og var begyndt at få skøre vaner.

Men al den traven gade op og gade ned syntes altså ikke at give noget resultat. Dog! Endelig! På hjørnet af Ny Havnegade og Bredgade, dumpede vi ind til købmand Emil Hansen. Nej, han kendte altså heller ikke nogen. Dvs. i nummer 34 boede en ældre dame, fru Christensen, hendes lejer var lige død om formiddagen! Mig omgående op i nummer 34. Fru Olivia Christensen var totalt konfus og forvirret. Hun mumlede noget om huslejenævn og andre offentlige kontorer. Jeg stod og viftede hende om næsen med to måneders husleje forud, forklarede hende, at det var den nemmeste løsning. Vi lavede jo ingen vrøvl.

Så var lejemålet afgjort! Vi stillede ingen krav. Vi havde ingen børn! Det hele var så ideelt! Jeg var ung og rask! Kunne give hende en hjælpende hånd!

Jeg var så veltalende i denne afgørende situation, at jeg fik fru Christensen til at give mig en kvittering for to måneders betalt husleje. Vi var i den syvende himmel! Jeg tror vi dansede hele vejen hjem!”


Ella Pedersens købmandsforretning i Dagnæs.


Det unge par kom ikke sovende til deres tilværelse i Horsens. Der blev taget fat, og der blev sat mål. Man ville noget!


”Fru Christensen havde imidlertid hørt fra boliganvisningen. Vi havde ulovligt lejet os ind i hendes lejlighed, og vi skulle være ude inden to måneder.

Nu var gode råd dyre! I min nød kontaktede jeg far. De skulle finde på noget! Hvad med at leje sig ind i en mindre købmandsforretning? Den må da kunne give et lille afkast. Ella havde oven i købet alle erfaringerne fra København. Hun havde bestyret en forretning, foretaget indkøb på egen hånd. Det måtte være alle tiders idé! Jeg havde da stadig musikken at falde tilbage på. Vi kiggede lidt i avisen efter annoncer. Der blev ikke averteret i større målestok som i dag.”

”Men vi fandt da en: Nystartet forretning i Dagnæs. Nuværende indehaver: Lykkegård. Kun 4.000,00 kr. i afståelse. Umiddelbart billigt, men hør nu: Omsætningen var på 21.000,00 kr. på årsbasis. Vi kunne vel regne med ca. 10% fortjeneste. Er det så ikke meget, at give 4000,00 kr. for at få lov at tjene godt 2.100,00 kr.? Nej nu kommer vi til det væsentligste: Vi fik en god lejlighed. Lidt kold, men med badekar. Uden varmt vand. Men der var en lejlighed. Det var hvad vi var ude efter! Et sted at bo!

Ella var blevet lidt trind og rund. Hun måtte sno sig. Ned i kælderen efter petroleum. Op igen. Sælge for fem øre gær til fru Jensen: “ A tøgs i æ bleven lidt knibne med jer gær”? For 12 øre blåelse til fru kølerfabrikant Nissen. Alle skulle ind i butikken og se på giraffen. Købmand Ella Pedersen i “Centrum”.

Ella havde enorm kundetække, og hun havde alle finesserne med sig fra København. Hun kunne pynte et vindue, så det kunne “sælge”. Jyderne havde garanteret aldrig set mage. Til påske lavede Ella vores udstillingsvindue, kun med ost, påskeliljer og gult crepepapir i strimler, så alle strimlerne pegede hen på den pragtfulde ost, som vi ville reklamere for. Og det virkede. Vi solgte ost til alle folk i Dagnæs og en god del til horsensianerne, som også havde hørt om vores eventyrlige ost. Den var også god. Den kom fra Lillenor mejeri, som på den tid var berømt for sin gode ost. Nu skal man jo ret betænke, at vi ikke havde meget under krigen, som var værd at løfte rumpen for. Så derfor blev der lagt mærke til vort lille salgsfremstød.

Næsten alt var jo på rationeringsmærker. Sukker, mel, gryn, soda og tekstilvarer. Babytøj kun med lægeerklæring, men alt det som var på tildelinger, havde vi næsten ingenting af f.eks. tobaksvarer, cigaretter, cerutter og shagtobak og spiritus og øl! Den var helt gal. Vi fik 25 øl fra Ceres og 17 øl fra Tuborg om måneden samt en hel kasse Hof årligt. Selvom der var 50 stk. i kassen, valgte vi at sige, at vi desværre ikke havde tildeling fra Carlsberg. Så drak vi dem selv. Det var næsten umuligt at dele så lidt ud til kunderne. Hvis vi forestiller os, at vi havde 25 kunder, kunne de ikke engang få to Hof hver om året.”


Pouli redder øllet.


”Sikke et held at jeg havde engagement på Kit-Kat dengang. Jeg kunne sommetider redde mig et par bajere. Dem kørte jeg så hjem med, og de indgik i kundetildelingerne af øl. Det var økonomisk en skidt forretning, at købe dem for 1,25 kr. i Kit - Kat, og sælge dem i “Centrum” for 50 øre stykket. Men kunderne var lykkelige, og så købte de jo også andre varer, bl.a. ost. Apropos ost! Vi købte jo mange hjem. Hele oste. Ti ad gangen. Vi havde fundet ud af at lagre dem ude på vor altan. Der var tilpas fugtigt, så ostene var altid bløde, lækre og vægtige.

”Ella var også selv blevet vægtig. Nu var der ikke så lang tid til Ella skulle føde. Den 28. april 1945 var vi inviteret til 60 års fødselsdag hos Olivia Christensen i Ny Havnegade 34. Ella kørte på cykel sammen med mig til fru Christensen. Der kom jeg så, for at hente hende hjem til Dagnæs, efter at have spillet på Kit - Kat. Vi kunne så lige nå hjem inden spærretiden. Ella trampede ordentlig i pedalerne op ad Høegh Guldbergsgade. Mon hun holdt til det? Men det gjorde hun.”


Ella og Poulis førstefødte kom til verden 29. april 1945 umiddelbart før Danmarks befrielse den 5. maj 1945. Det var Leif!


Omsætningen øgedes i Ellas købmandsforretning. Men vi havde dog dage, hvor vi kun solgte for 40,00 kr. og derunder. Det blev man jo ikke fed af. Så var det da et held, at jeg havde musikken. Jeg havde også fået begyndt at spille solo til private selskaber. Jeg tror det begyndte i D.A.L. Logen på Gasvej. Der var Bøckhaus logebror, og han skaffede mig nogle bestillinger. De havde dengang, lige efter krigen, et godt ry som madsted. Snart kom der massevis af musikbestillinger fra D.A.L. Logen. På selve befrielsesdagen spillede jeg igen på Kit-Kat. dvs. i Spejlsalen, med Weber Rede. Viktor Hansen var jo rejst for længe siden. Nu ville skæbnen, at jeg igen kom på Kit-Kat ca. året efter. Weber Rede stod og manglede en bassist. Det passede mig meget godt. Vi spillede i de sene eftermiddagstimer, der var jo udgangsforbud om aftenen. Det var dejligt nemt, at have sine instrumenter fast opstillet i stedet for at køre dem i anhænger påmonteret på cyklen. En sådan anhænger havde jeg stående”.



Den unge Pouli Pedersen.

Det legendariske ”Tempo Band”.


”Benzinen var jo stadig rationeret. Vi havde jo ingen bil, men tilfældet kom os til hjælp. Den 11. februar 1946, var der i D.A.L. Logen afskedsfest for Sigurd Bøckhaus og hans kone.

De rejste til Års og “Tempo band” blev Sigurds afløser. Tempo Band overtog hans “bestillingskontakter”, både nuværende og fremtidige! Vi købte hans gamle bil, en Ford 1929 model, i fællesskab. Vi - dvs. William Jensen, Thorkild Madsen og Pouli Pedersen - gav 1.500,00 kr. for den, 500,00 kr. til hver. Den var jo noget rusten og havde stået klodset op i mange år. Der var ikke meget dæk og slange tilbage på den. Vi punkterede evig og altid. Der blev jo vulkaniseret og lappet i en uendelighed.

Vi besøgte gamle vulkanisør Jacobsen på Åboulevarden. Han havde hjulpet mange mennesker. Vi “stod” os også godt overfor ham, han kunne jo ikke udrette mirakler, men gjorde hvad han kunne. Han skaffede os sommetider et dæk, som var knap så råddent som det, vi kørte på.

Omtalte Jacobsen fik i grunden startet sin virksomhed med vulkanisering, som eksisterer den dag i dag. Han havde også sans for jysk lune, og jeg har spillet til Kristians (Jacobsen) rørende fortolkning af, “Her er jeg med blomster til mor fra lille far” (Violer til mor) og “Jeg er en spillemand” og hans glansnummer “Har fruen skidt i dag? Så vil jeg gerne ha’et. Hva`der sidst er faldet af, til spillemanden” Den var jo enorm populær. Og når Kristian Jacobsen foredrog den, var der ikke et øje tørt!

Slagter Ramskov havde også sine træffere. Bl.a. “Endnu er denne lille bajer ikke drukket ud” Ford’en havde dog en fordel! Den kunne køre på petroleum. Benzinrationeringen var skrap, og rationen kunne ikke slå til.”

”Naturligvis var vi da flittige. Men Vorherre gav en hånd med. Til gengæld kom inspirationen og ideerne af sig selv. Vi blev også forskånet for sygdom i mange år. Bortset fra at jeg måtte tage en del natron i adskillige år. Jeg kørte nok lidt for hårdt på. Men det var spændende. Undervisning om dagen og hårdt liv med spil om natten. Lidt rigeligt at drikke sommetider. Skulle jo helst være i topform, både dag og nat. Der var noget at leve op til. Havde man haft succes et sted, skulle det jo gerne være ligesådan i den næste by. Og til den næste fest. Og næste. Det stillede virkelig store krav til ens opfindsomhed. Man lærte at vurdere et selskab! Hvad mon de kunne tænke sig af underholdningsmusik? Ville de danse? Var der nogle dødbidere imellem? Skulle der arrangeres selskabsdans? Repertoiret var stort, og mulighederne mange. Der var bare med at vælge det rette, så også denne fest blev vellykket! Men sådan er vel vilkårene i showbiss! Hver gang er en ny udfordring. Det er nok også det, der gør det hele så spændende.

Vores (Tempo Bands) fælles bil, den gamle Ford 29, kunne da endnu køre. Men det kunne knibe med at blive enige om betingelserne til privat brug. William havde intet kørekort, så han syntes, at vi andre skulle betale 25 øre pr. kørt km, når det var til privat brug. Enden blev, at William solgte sin anpart til os. Det hele endte med, at William mere eller mindre frivilligt, trak sig ud af firmaet ”Tempo Band”.

Ind kom en ny musiker. Det var Erling Jacobsen. Han havde nogle gamle trommer, som han sjældent brugte. Men han sad bag stortrommen, holdt takten og spillede ret godt på trompet. Og så sang han så nydeligt. Erling var jo nok lidt af en kvindebedårer. Han havde ikke noget imod et hastigt rendez-vous. Det blev jo sjældent til så meget, for vi skulle jo helst hjem med bil, for lillemor ventede. Og Musikskolen ventede. Og sommetider ventede vi lidt på Erling! Nå, det var nu ikke meget.”



Tempo Band i beg. af tresserne.


”Thorkild og jeg spillede engang i et telt i Dallerup. I pausen skulle vi spise. Kogekonen kunne ikke finde noget vin. Vi sagde, at vi selv kunne prøve at finde et par slatter. Ude i køkkenafdelingen fandt vi en halv flaske Sherry. Den delikaterede vi os med. Den smagte godt nok. Resten af aftenen forløb også strålende. Indtil der skulle laves natmad. Så blev der vild panik i køkkenet! ”Hvor er sherryen til den forlorne skildpadde?” Der var vist ingen, der tænke på, at det kunne Thorkild og Pouli svare på! De havde nemlig drukket det hele!”


Pouli beskriver denne periode som meget travl, hvor Ella støtter med arbejdet i hjemmet og han selv er i gang derude:


”Der var ikke noget der hed sommerferie. Alt gik op i undervisning og underholdningsmusik, og så foreningsballerne.”


Ind imellem kunne tingene køre lidt for stærkt, hvilket Pouli fortæller om i det følgende:


”Jeg må hellere tilstå en stemme brøler jeg engang begik: Jeg var kommet til dyrskue i Horsens. Der mødte jeg formanden for Bjerre idrætsforening. Han spurgte om vi var ledige en bestemt lørdag i fremtiden. Nu vidste jeg helt bestemt, at det var vi. Jeg havde ingen lommebog med, så jeg skrev det ned på en tændstikæske. Selvfølgelig glemte jeg æsken og datoen. Der blev ikke noget skrevet ned i protokollen. Det endte selvfølgelig med, at de averterede om bal. Hele Bjerre Kro var lejet. Der kom bare ingen musikere. Hele køkkenet brændte inde med alt deres smørrebrød. Det varede en rum tid, før frk. Andersen, kunstmaleren, tilgav mig.

Efter denne skrækkelige oplevelse, sørgede jeg altid for at musikbestillinger blev nedskrevet i bogen. Det er også første og sidste gang noget sådant er hændt mig. En anden gang var der også noget galt. Men det var ikke vores skyld. Foreningen havde simpelthen bestilt to orkestre til den samme fest. Vi ordnede det i mindelighed. Vi modtog et honorar for at være mødt op. Rejsen betalt og så kom vi ellers tidligt hjem den aften.”


Livet som musiker krævede og kræver stadig sin ”spillemand”. Det er nødvendigt med en god portion psykologisk indsigt, der kun kan erhverves gennem utallige aftener bag de sort/hvide, og mange musikere genkender helt sikkert noget af Poulis beskrivelse:


”Det var ellers stressende at spille til de mange foreningsballer. Dengang var der måske tre fester i byen og i nabobyerne. Men der var ikke publikum nok til alle stederne. Derfor sad vi på tribunen og leflede for alle de, der stod i døren. Det var yderst vigtigt at få nogle piger ind. Så gik resten som regel af sig selv. Af denne grund måtte vi spille de bedste schlagere to og tre gange. Det var altid spændende, hvordan det kunne udvikle sig fra kl. 21 til kl. 23. Kom der mange mennesker, frydede det både os og foreningens kasserer. Så var man sikker på at blive genengageret. Det var sådan hver gang. Succesen skulle være i hus. Hvis det en aften ikke havde gået så godt, kunne en misstemning nemt indfinde sig. Det samme var jo gældende i alle de mange år, jeg spille på restauration. Man måtte for alt i verden ikke få et dårligt ry. Helst være “inn” og dus med stamgæsterne. Så var det også lettere at opnå et nyt engagement, når den tid kom.”


Nansensvej.


Ella og Pouli så sig om efter noget større, der kunne rumme eleverne og familien. Man afstod købmandsforretningen i Dagnæs og fik en god skilling med derfra. Den 1. juni 1946 kunne familien flytte ind i huset på Nansensvej 49. I forvejen boede der lejere, men det tog Ella og Pouli med et gran salt, og begyndte at indrette sig. Huset kostede 21.000,00 kr. Vi måtte af med 10.000,00 kr. i udbetaling. Er man af den nostalgiske type og hænger ved de gode minder om de mange positive oplevelser i selskab med Pouli foran og bagved tangenterne, er huset og musikskolen med tilbygninger i skrivende stund til salg for 1,8 mio. Men så får man også et boligareal 270 m²/vægtet areal på 304 m² og ganske meget, hvis man ser tilbage på de små kår, som mange af Poulis tidligste elever startede under fra 1946 og til udvidelsen.

Pouli beskriver meget levende de mange reparationer og livet med ”lejere på loftet”, hvilket gav en del pladsproblemer, der dog i de efterfølgende år blev forsøgt løst, hvilket var nødvendigt, da en ny familieforøgelse ventede. Den 5. september 1949 bankede Erik nemlig på døren til det lille hjem.



Nansensvej 49, som de så ud ved indflytningen.





Og efter renovering med nye vinduer.


Om mange af disse forhold kan det anbefales at låne ”Poulis bog” på Byarkivet i Horsens. Her får man en fyldestgørende redegørelse omkring familiens indretning af hjemmet, den store have og hele musikskolens historie. I nærværende uddrag er næsten udelukkende lagt vægt på Poulis musikalske virke.


Elevkoncerterne:


Den årlige begivenhed, der nærmest satte Horsens og de mange elever på den anden ende, var elevkoncerten. Den første i den lange række var i 1955 og blev, som Ella og Pouli forudsagde dengang, starten på mange års succes:


”Nu var vi kommet til året 1955. Vi havde vores første elevkoncert. Ella havde jo sagt mange gange: “Prøv nu”! De andre spillelærere havde 20 til 40 elever. Jeg havde 84. Bestilte Håndværkerforeningens festsal. Ventede over 400 tilhørere. De kom. Vi fik eleverne placeret, som på et konfirmationsbillede, med “præsten” i midten, og eleverne udenom. Det billede blev i øvrigt taget af nuværende, og senere tv-fotograf Harald Haugsted. Bagefter var der bal. Det begyndte kl 24.00. Et guds under føler man i dag, at folk ikke gik hjem ved midnat og lod det balfaldera ligge. Men de blev troligt. De fleste i hvert fald. Vi var jublende lykkelige. Det var jo gået så godt. Vi var endnu unge. Vi så frem til mange års succes.”



Samtidig voksede interessen for musikskolen yderligere. Ella og Pouli kunne se frem til nogle travle år, hvor bl.a. undertegnede forventningsfuld troppede op til indskrivning. Jeg glædede mig til at betræde de for mig ”hellige haller”. Jeg husker, at jeg altid var i god tid for på den måde at høre hvad den elev, der kom før kunne præstere på det opretstående, der dog inden længe blev skiftet ud.


”Imidlertid byttede jeg klaveret ud med et ældre Hornung & Møller flygel. Det anvendte jeg i mange år. Senere da Leif åbnede sin Musikforretning, efter vi havde bygget til for anden gang, skaffede han mig et splinternyt Yamaha koncertflygel. Mit gamle flygel blev kørt ind i forsamlingsbygningen i Kildegade. Det stod i mange år oppe på scenen. Blev efterhånden slemt molesteret. Men det lykkedes da at sælge det til en gammel elev for 7.000,00 kr. Vi blev nemlig nægtet at holde så store elevkoncerter i “Kilden”. Det var på grund af brandfare. Vi stuvede ca. 1250 mennesker sammen i festsalen. Det kunne hverken politi eller brandvæsen acceptere. Derfor holdt vi flyttedag. Vi lejede A.B.C. teatret. Så måtte vi holde elevkoncerterne på to dage.

Det fordrejede det noget - 6.000,00 kr. i leje i modsætning til “Kilden” 500,00 kr. Men vi slap for at arrangere bal. Men der kom nu lige mange mennesker, selvom vi strøg ballet. Vi sad dejligt i de behagelige stole i A.B.C. Der var også mere lydisoleret med de mange tæpper. Lyden hørtes godt over hele teatret, Der var en dejlig stor scene. Det var et godt bytte.”


Poulis andre talenter.


Jeg husker tydelig Poulis ”grønne side”. Som dagnæsdreng med mange års tilknytning til musikskolen og min gang i området, oplevede jeg ikke sjældent at se ham i gang i haven. Det var helt klart hans måde at lade op på, inden eleverne væltede ind hen på dagen. Poulis tekniske snilde og logiske sans, som han selv beskriver i bogen, kom også eleverne til gode:


”Efterhånden som jeg fik flere hold, og der kom flere og flere på hvert hold, blev det nu alligevel for stor belastning at gennemgå alle disse nodehefter hver gang. Så derfor fik jeg nu en ny ide: Jeg begyndte selv at skrive mine egne noder. Tegnede nodesystemet med en lineal på en stencil. Tegnede noderne med en speciel nodepen. Så fik jeg dem trykt hos Else Gøring. Hun havde lige købt en moderne, elektrisk kopimaskine. Rex Rotary. Den havde kostet 3 - 4 tusinde kroner. Det kostede mig altså et mindre beløb, at få noderne trykt, men det var arbejdet med at lave stencils, der tog min tid. Når først den var kommet i maskinen, var det kun at trykke på knappen. Der var tæller på, så man kunne få 100 eller 300 af samme slags. Det tog ikke lang tid og papiret var dengang ikke så farligt dyrt.

Til at begynde med, var mine noder lodrette på papiret. Senere gik jeg over til foliestørrelse på vandret måde, så noderne kunne bukkes sammen. Denne måde fortsatte igennem alle årene. Dengang jeg lukkede, havde jeg nok 100.000 noder på lager. Nu var de ingenting værd, kunne ikke sælges eller på anden måde afhændes. Endda samme år som jeg havde haft den første hjerneblødning, fik jeg suppleret med nogle tusinde eksemplarer af noder, som var udgået. Jeg havde jo formen, så det var kun at optrykke. Men det kostede penge. Mange penge. Jeg syntes, at det var synd ikke at få noderne trykt, når jeg nu havde lavet stencilsene. Det viser lidt af den optimisme, som har præget mig hele livet. Om de noder nogensinde bliver brugt, er nok et stort spørgsmål.


Sidstnævnte negative kommentar er vi vist mange, der vil være med til at skyde ned. Jeg håber, at Pouli inderst inde godt vidste eller oplevede, hvad hans gigantiske nodeapparat har skabt af glæde og muligheder rundt om i de små ”musikhjem”! Der må have hvilet en beskyttende ”koda-ånd” over Pouli og hans nodepen og stencils dengang. I dag ville pirat-kopieringspatruljerne sikkert have brugt den ham tildelte kæmpebøde som et skrækeksempel i kampen mod ikke ”fil-”, men ”nodedeling”. Alligevel: Tak, kære Pouli, for alle de dejlige noder, som vi kunne hygge os med eller tage med ud, så vi næsten kunne klare enhver opfordring!


Udvidelsen.


Da undervisning foregik i privaten før udvidelsen, foregik det således:


”Lokalet var beregnet til 16 personer, 4 rækker af 4 stole. Så der var god plads. Jeg havde ikke ventet at der skulle komme så mange. Men musikværelset blev snart for lille. Der var op

til 32 mennesker på en gang. Og jeg havde undervisning hver dag fra kl. 16.00 / kl. 18.00 / kl. 20.00 - til kl 21.30. Derefter var der klaverelever til enetimer til kl 23.30”.


Senere oplevede familien Pedersen behovet for udvidelse på flere fronter: Den 16. januar 1956 blev Pedersenfamilien til en kvintet, da Anne Lene blev født. Pouli beskriver optakten således:


”Ella begyndte at tage på igen. Der var ingen tvivl. Nu var hun igen gravid. Nu var der gået nogle år siden vi blev gift. Nu havde vi etableret os. Vores økonomi var slet ikke så dårlig. Skønt jeg kørte med små priser. Men der var jo mange elever om ugen. Vi var nu ved at spekulere på at udvide. Få bygget noget til. Jeg talte med vores genbo, arkitekten Svend Åge Christiansen. Han kom med et udkast, og det så godt ud. Han havde løst problemet med, at få bygget til vores gamle hus, så det faldt ind i stilen. Daværende Ingeniør Engberg, som var Tyrsted-Uth`s kommunes rådgiver, anbefalede projektet. Der faldt endda rosende ord til vor dygtige søn, Erik, som havde tegnet en perspektivtegning, som Engberg helt faldt for. Det vil jo pynte hele kvarteret, konkluderede ingeniøren. Så var det kun en formssag, at få kommunernes godkendelse. Dengang var det forholdsvis billigt at bygge. Tilbudet for sanitet, elektriker, murer og tømmerarbejde, blev sammenlagt ca. 17.000,00 kr. Jeg lavede selv malerarbejdet. Pristallet var virkeligt godt. Mine kollegaer spående mig ikke de bedste udsigter. Jeg kom nok til at sidde alene og kukkelure i det store lokale spåede de. Men tværtimod. Nu kom der rigtig gang i den. Både formiddag, eftermiddag og aften.”


”Vor lille musikskole blev stadig større. Der var engang aviserne omtalte “Pouli’s Musikskole” som Nordeuropas største private musikskole. Det var efter at vi i 1959 havde foretaget hele den store tilbygning. Det var ellers ikke fordi, at vi blev tilskyndet til at foretage udvidelse.

Der blev udmalet dystre perspektiver om, hvordan jeg ville komme til at sidde ensom og forladt i det store rum. Måske ville ikke en sjæl finde vej til vort nye undervisningslokale. Tiderne var jo ved at vende. Det var blevet “Tommy Steel” mode. Alle skulle spille guitar. Det blev ikke bedre efter nogle år, da de navnkundige “Beatles” invaderede alle verdens store scener. Deres musik var jo ikke just harmonika-mindet. Men vi overlevede alle anslagene med harmonikaen.”


Harmonikahandel.


”På den tid var det, at jeg begyndte at forhandle harmonikaer. Først fra Alfred Christensen i Holstebro. Han havde jo lige startet sin succesrige virksomhed. Men jeg kunne ikke opnå mere end 5% avance for al min ulejlighed. Det syntes jeg var for småligt. Så derfor søgte jeg om et næringsbrev. Det kostede bare nogle få hundred kroner. Så kunne jeg handle, hvor jeg ville. Jeg søgte kontakt med Brdr. Jørgensen i Sønderborg. Det blev til megen handel igennem årene. Engang var vi inviteret derned for at se hele deres store en gros virksomhed. De handlede med alle slags musikinstrumenter. Jeg handlede også med Gram fra Århus. Han kørte hele tiden med “røven ude af bukserne”. Men det var gode italienske harmonikaer han forhandlede, f.eks. Paolo Soprani.

Fra den periode, hvor jeg handlede med harmonikaer, skete det jo mange gange, at jeg måtte tage en brugt i bytte, for at få en handel i stand. Fra den tid stammer mit store lager af brugte harmonikaer. Omkring to til tre hundrede stykker, men dem lejede jeg så ud. Det var godt nok en meget lille leje. Fra tre kroner om måneden. Men de instrumenter tjente da lidt penge, og de skaffede mig mange elever, som ellers aldrig ville være begyndt at spille. Det at man kunne begynde uden at investere i en harmonika virkede som en magnet. Det bevirkede også, at mange nye små elever begyndte at spille. Jeg havde købt nogle “bitte bitte” små harmonikaer. De passede til alderen 4 - 7 år. De kostede som helt nye ca. 100,00 kr. Dem har jeg for resten allerede solgt brugte, 20 år gamle for 200,00 kr. stykket. Det var altså en god forretning. Men det gør mig ondt, at jeg i dag har mindst 150 stk. gode, brugte harmonikaer 32 - 48 basser. Dem kommer jeg aldrig af med. Markedet er mættet i, og omkring Horsens.”


Ella.


”Ella var mægtig god til at tale med alle eleverne, både børn og voksne. De kunne li` hende! Hun havde deres tillid. Hun var også eminent til at tale i telefon. Alle fik en god besked og et tydeligt og venligt svar. Hun blev endda engang i avisen betegnet som sjælesørger for alle eleverne. Det er ikke mindst Ella`s fortjeneste, at Pouli`s Musikskole, blev så stor en succes”.


Tiderne skifter.


”Vi blev kendt viden om og havde elever helt fra Tavlov, Vojens, Vejle, Skanderborg, Trige, Nr. Snede, Øster Snede, Juelsminde, Hou, Odder plus Horsens og alle småbyerne der omkring. Det var på karrierens højdepunkt. 1960 til 1975. Så kom der jo kørselsforbud, dyrere benzin og efterhånden almindelig afmatning. Der blev også i de år oprette kommunale musikskoler. Vi havde nok 30 - 50 elever fra Hedensted. Nu kunne de fremover få undervisning lokalt, blive fri for transporten og få tilskud fra det offentlige. Alligevel havde vi den 1. maj 1985, da vi drejede nøglen om for første og sidste gang, ca. 350 elever at tage afsked med.”


Uheldet.


”Jeg fortsatte med klaverundervisning, indtil mit store uheld i 1972, da jeg brækkede benet. Det var et enormt kedeligt uheld. Hvordan jeg kom igennem denne vanskelige tid, er mig en gåde. Men takket være de mange holdelever på harmonika, kunne jeg dog tjene til dagen af vejen. Det var virkelig med vemod, at jeg måtte sige farvel til alle klavereleverne. Men jeg kunne ikke holde ud at være så meget i aktivitet på grund af benet. Jeg fik indopereret en metalskinne med 3 skruer foroven og 3 forneden af bruddet. Benet var totalt brækket over. Der sad mange bensplinter i selve bruddet. Det var nok også derfor, at stafylokokkerne muntrede sig så meget. Men jeg kunne ikke tåle det fremmedlegeme i kroppen og blev derfor opereret på årets sidste dag. Ud med skinnen. Jeg kæmpede i 10 år med alle disse sejlivede stafylokokker.”


Benet gav Pouli mange problemer, men her kom hans ukuelige gå-på-mod og stædighed ham til hjælp. Han skiftede til sidst selv bind og klarede det meste, ja, han kørte endda bil med gipsben og tog ud at spille. Alligevel måtte han ud og ind af hospitalet en del gange.


”Jeg blev udskrevet den 7. august 1983, og skulle begynde på musikskolen den 15. august. Det lykkedes minsandten. Måske blev jeg lidt overmodig! Vi holdt elevkoncert nr. 30. - Med pomp og pragt. En knagende succes. To dage på A.B.C. teatret. Jeg blev udnævnt til æresmedlem i “Danske Harmonikaspillers Landsforbund”. Og Ella og jeg fik i gave af eleverne, en rejse til Mallorca med Spies til 4.000,00 kr. - denne rejse har jeg ført dagbog over, og vi nød i fulde drag, de eventyrlige dage på Mallorca. Jeg skrev beretning om ferieturen, dagen efter vi kom hjem til Horsens. Jeg var fuld af pep, og tro på fremtiden!”


Nedtur – igen!


"Da jeg begyndte undervisningen d. 15. august 1984, følte jeg mig helt på toppen. Så gik der et par måneder godt og vel! Ugen før efterårsferien, skete der noget en onsdag morgen: Ella kaldte nedefra entreen. “Pouli, kommer du ikke snart?”. Der kom intet svar fra mig. Ella ilede op ad trappen: “Hvorfor kommer du da ikke ned, Pouli? Men hvad er der da i vejen?” Jeg kunne ikke sige et ord, sad med skjorten halvt på og så bedende på Ella. Jeg kunne ikke rejse mig. Ella blev forfærdet. Hun sad nok et par sekunder og kunne intet fatte. Vi havde telefon i soveværelset. Så ringede Ella til vores Læge. Det nummer kunne hun huske udenad. Hun turde ikke forlade mig, fordi jeg hele tiden prøvede på at komme op, men jeg faldt hele tiden. Lægen var imidlertid ikke hjemme. Det var onsdag, og den dag kører han på sygebesøg. De forsøgte at få ham kaldt over biltelefonen. Det lykkedes heller ikke. Ella ringede til Anne Lene. Hun og Leif kom hurtigt. Ella kan ikke huske, om hun ringede til Juelsminde, eller det var Anne Lene. Men Erik kom i hvert fald lynhurtigt. Da blev der først ringet efter en ambulance. I forvirringen var der slet ingen der havde tænkt på 0 0 0. Dette her har Ella fortalt mig, så godt som hun kan erindre. Jeg var delvis ved bevidsthed. Jeg tror ikke vi kørte med udrykning ud til sygehuset. Men jeg kan huske noget af alt postyret på modtagelsesværelset. En kvindelig læge kom helt hen til mine ører, og skreg: “Kan de høre hvad jeg siger”. Det kunne jeg bestemt, men kunne ikke svare. Jeg mener også at have hørt en sygepasser sige: “Han er da ikke død endnu”- Bagefter har jeg hørt fra personalet, at de ikke regnede med at se mig mere.

Men allerede efter tre døgns forløb, begyndte jeg så småt at give lyd fra mig. Kun ganske små sætninger med mening i. Hver dag var der fremgang.

Jeg måtte dog ikke begynde at undervise med det samme. Jeg skulle være rekonvalescent en måned. Så eleverne fik en forlænget efterårsferie.

Mens jeg var hjemme, blev jeg en dag ringet op af en talepædagog. Kan de sige bjerge, blæse, glide. Hunden gør, pigen dør? o.s.v. Det kunne jeg. Så pædagogen sagde, det var helt unødvendigt, at jeg gik til ekstra træning. Det ville efterhånden blive så godt med at tale, at ingen kunne høre, at jeg havde haft et handicap. Det gik også bedre med at skrive.”


Tiden efter.


”Da jeg holdt, blev der på min opfordring startet en harmonikaklub i Horsens. Med love, bomærke og det hele. Den fungerer dels selvstændigt, dels under Rosing Ræderske Aftenskole. Der er ca. 250 medlemmer. Men de allerfleste har købt nye instrumenter. Jeg har solgt nogle enkelte gamle harmonikaer, men det er spredt, og det er ikke blevet til meget.

Men nu har Musikgården i Smedegade, som også sælger musikin-strumenter, startet en ny harmonikaklub, “Hoska”. Så nu er der altså to. For øvrigt er der harmonikaundervisning i 4 aftenskoler foruden den store kommunale og en privat. Det er min gamle elev Turid, der sammen med sin mand (Ole Guldahl) har åbnet Horsens Private Musikskole på Ternebakkevej. I øvrigt er der nu en kommunal musikskole i næsten hver større by i oplandet. Igennem de 40 år, da jeg underviste, fandtes de ikke. Man har vel nok været privilegeret i rigtig mange år. Til gengæld var det håbløst umoderne at spille harmonika! Men i mange år havde jeg jo klaverundervisning sideløbende. Det hjalp os over de trange tider”.


Beslutningen.


I april 1987 tog Pouli og Ella en stor beslutning: Musikskolens lokaler var udlejede til Horsens Dartklub for 1500,- månedlig plus strøm. Det gav mulighed for at beholde huset og bygningerne, men Pouli følte ikke længere at have kræfter til at vedligeholde det forholdsvis store bygningskompleks. Samtidig gør det naturligvis ondt at skulle afhænde den del af livsværket og de lokaliteter, hvor myriader af elever er gået igennem, og hvor Pouli har stået i tusindvis af timer og undervist og vist, at det kan lade sig gøre at drive en privat musikskole imod alle odds, endda med stor succes!


”Jeg holdt med musikskolen på et heldigt tidspunkt. Der er jo ingen andre, der i dag kunne tænke sig at lade sig 100% involvere i et sådan projekt. Og så byggede jeg endda det hele op fra bunden. Det var så spændende. Det er jo ikke mere end 2 år siden vi havde ca. 400 elever. Ella førte regnskabet. Men alt er forgængeligt. Nu står vi med et lokale. 300.000 noder. 100 harmonikaer. Ingen vil købe dem. Tiden er pludselig rendt fra os.

Huset er jo også blevet lidt gammelt på trods af ansigtsløftninger. I øjeblikket føler jeg mig lidt rodløs. Føler jeg er blevet sorteper. Har ikke forstand på de nye love. Kan heller ikke forstå kontrakterne og prioriteter.

Gudskelov, at vi har tre gode og kloge børn, som gerne vil give os en hjælpende hånd. Ligeså ikke at forglemme svigersøn og –døtre. De har alle sammen accepteret min situation og kender mine specielle problemer”.

”Hvordan vil det hele ende? Vi har nemlig i dag besluttet os for at købe”.

”Vi orker ikke at passe det store hus, som jo står til ingen nytte. Ella har eller troligt hængt i. Men jeg ser ingen udvej for at stå på en stige. Male og cempekse huset. Slå græs. Ordne 75 meter fortov til vinter. Holde den store have! Jeg kommer til at opgive. I forstår det vel? Jeg føler det uover-kommeligt.

De tusinder af timers arbejde med at skrive alle noderne! Ja de har da gjort nytte, og jeg har været så glad for at arrangere dem.”


Med et stik i hjertet siger Ella og Pouli efter 41 år farvel til Nansensvej 49. Men salget går ikke som forventet. En køber falder fra, og der indrykkes dyre annoncer. Det tager hårdt på begge. Pouli skriver:


”Mine nerver var ved at hænge i laser. Jeg havde jo købt Solsikkevej, men det viste sig desværre, at det næsten var en umulig sag at sælge Nan- sensvej 49. Nu stod jeg med to huse!”


Det lykkedes dog til sidst, og Ella og Pouli kunne flytte direkte til Solsikkevej 179 uden at skulle opmagasinere alle ejendelene.


I løbet af sommeren 1990 blev Pouli svagere og svagere efter et længere sygeleje, først på hospitalet og de sidste 14 dage hjemme, hvor Ella passede ham. Den 17. november 1990 døde han på Horsens sygehus. Familien fortæller, at Pouli var bevidst om tingene til det sidste. Han sagde: ”Ja, så er det ved at være så vidt, men jeg er også blevet 125 år. I hvert fald skal de fleste andre leve så længe, for at opleve det, som jeg har gjort!”

Bisættelsen foregik fra en fyldt Tyrsted kirke, hvor to af Poulis gamle elever fremførte ”Yesterday” på harmonika.


Ella levede yderligere 6 år. Hun flyttede fra Solsikkevej og fik en dejlig lejlighed i Svanes Have. Hun blev indlagt på sygehuset mellem jul og nytår 1996, og efter hendes eget ønske søgtes en plads på Præsthøjgård, men hun fik desværre et tilbagefald inden indflytningen og døde den 8. februar 1996. En epoke i Horsens musikhistorie er hermed definitiv forbi.


Pouli Pedersen og hans uvurderlige støtte, Ella har gennem ”Pouli’s Musikskole” sat et uudsletteligt fingeraftryk på det Horsensianske musik- og kulturliv såvel på det folkelige, amatøragtige plan som på det professionelle. Pouli og hans virke er stadig samtaleemne rundt om i de små hjem i Horsens og omegn. Det viser alene den aktivitet, der har været her på siden omkring musikskolen. De gamle Poulielever støder man ofte på, og så går snakken om gamle dage, om timerne med harmonikaen, klaveret, om elevkoncerterne og om Pouli og Ellas betydning for de, der var så heldige at opleve dem og den tid, der var så rig på musikalske oplevelser af en ganske anden kvalitet og beskaffenhed end den, der eksisterer i dag, men som har givet os så meget!






















Det sidste billede af Pouli Pedersen, der er ved at færdiggøre ”Poulis bog”, der som nævnt kan ses i hele sin udstrækning på byarkivet i Horsens.