Trommeslageren Jens Pedersen

Trommeslageren Jens Pedersen

På min videre færden er turen nu kommet til en af Horsens meget markante og særdeles erfarne musikere, nemlig trommeslageren Jens Pedersen, Stensballe. Jeg har selv spillet meget med Jens i forskellige sammenhænge og er derfor selv en del af hans oplevelsesspækkede, musikalske løbebane, men her er altså den musikalske historie om en særdeles anvendt Horsensmusiker, fortalt af ham selv og sammensat af undertegnede over en god kop kaffe i januar måned 2015.

Jens blev født i den 20. marts 1949 i Smedegade, Horsens. Faderen Hans, der kom fra Næstved var ekstraarbejder hos DSB. Jens begyndte tidligt at interessere sig for musikken og kom – som mange andre udøvende horsensmusikere – i Horsensgarden. Trommespillet udviklede sig og i 1964 startede Jens med at få undervisning hos Gunnar Hansen. Inden længe var der bud efter den unge Pedersen som trommegøj i ”Brydes Orkester” på Grønlænderkroen i Bisholt.


Dolnét.

I midten af 60’erne mødte Jens Erik Eriksen (Senere Erik Wagner Eriksen, far til Rene Wagner Eriksen) samt Keld Andersen (bedre kendt som ”Lille-Keld”, ”Keld Gasmand” ”Keld-Esso”). Det blev til et samarbejde omkring orkestret ”Dolnét ” opkaldt efter Eriks trompet. Udover trompet spillede han på guitar og sang.  Keld spillede harmonika, Jens var trommeslager. Orkestret startede med engagementer på Frederikslyst Skovkro, en stor arbejdsplads for datidens horsensmusikere. Jens beretter, at der virkelig var gang i den, og det var ikke ualmindeligt med slagsmål og tumult.

Erik Eriksen havde store planer med ”Dolnét” og trioen blev nu udvidet med den velsyngende Donna Andersen fra Vejle. Donna er stadig aktiv i forskellige vokale sammenhænge i Vejleområdet. På daværende tidspunkt var der rigtig mange jobs på danserestauranter rundt om i hele landet, så inden længe fik restauratører og impressarioer øje på bandet, der nu havde fået en smuk og dygtig sangerinde i front.



"Dolnét" 1967. Opkaldt efter Erik Eriksens Dolnét-trompet.

Fra venstre sangerinden Donna Andersen, Keld Andersen, harmonika, Erik Eriksen, guitar, trompet og Jens Pedersen, trommer.

Victor Næss Nielsen købte på daværende tidspunkt Jørgensens Hotel og Kit-Cat, der blev helt unik indrettet i tidens stil og skiftede navn til ”New Look”. Her fik ”Dolnét” med Donna deres første egentlige professionelle restaurantjob og spillede non-stop med et jugoslavisk danseorkester. ”Dolnét” var nu kommet ind under impresario Riis, der sad på mange restauranter, og så gik det slag i slag.

Jens måtte droppe sit job på Hede Nielsen for at være med på de mange jobs på de kendte danserestauranter, ”Gøglerbåden”, Ålborg med strip-tease to gange om aftenen,  ”Håbet” i Ålborg hos dir. Åge Steffensen, hvis søn startede Jomfru Anegade, , ”Maxim” , Randers, ”Romantica” i Vejle, ”Cabana” i Århus for at nævne de kendteste. På ”Cabana” spillede ”Dolnét” nonstop med flere italienske orkestre, der dengang var på vej ind på de danske danserestauranter, i mange tilfælde som direkte konkurrenter til de danske orkestre.

Dolnéts repertoire var en blanding af tidens melodier og de (også) dengang så populære bossa-nova og andre latinrytmer. Jens husker særligt ”Blame it on the bossa-nova”, som Donna sang helt fantastisk samt Erik Eriksens trompet-brilliancenummer ”Magic Trumpet”.

Dolnét på danserestauranten Gøglerbåden i Ålborg 1967. Erik Eriksen har lige fået sin nye halvakustiske Gibson.

Midt i successen med ”Dolnét” kommer Erik Eriksens bror Hans Flemming Eriksen ind i billedet. Der skete et eller andet og Keld Andersen forlod pludselig orkestret. Hans Flemming var lige kommet hjem fra Sverige, hvor han havde spillet med diverse orkestre siden han som trommeslager forlod det meget omtalte og populære danseorkester ”Stardust”. Hans Flemming kom dog ikke direkte fra Sverige, men havde været en omvej omkring den legendariske harmonikaspiller og entertainer Ove Sopps orkester, som han spillede med på flere restaurantengagementer på Sjælland.


Trio Polaris. Et nyt navn – tid til forandring.

Set i forhold til den hverdag som Jens Pedersen var vant til på Hede Nielsen, var den pludselige succes med Dolnét og de mange attraktive jobs en kolossal omvæltning, der krævede sin mand. ”Man var pludselig kommet ind i en drømmetilværelse og hverdagen var forandret”, som han udtrykker det her mange år efter.

Forandringen fortsatte, da Keld Andersen stoppede. Der skulle nye, musikalske boller på suppen. Navnet Dolnét blev droppet. ”Trio Polaris” med sangerinde Donna var det nye. Her i 1969 blev ”Kongens Ege” i Randers en af det ”nye” orkesters kommende arbejdspladser.


Successen fortsatte og der var stadig mange gode jobs i kalenderen, da Jens opdagede en begyndende uro i forbindelse med de mange aftener og nætter væk fra kæresten Jytte. En underlig fornemmelse indsneg sig hos ham og han valgte at stoppe det hektiske liv som full-time restaurantmusiker. Jens røg samtidig ind i det, som han betegner som en stor krise, men som han dog kom igennem.

"Trio Polaris": Fra venstre Jens Pedersen, trommer, Erik Eriksen, guitar, trompet, Donna Andersen, vokal og Hans Flemming Eriksen, orgel.

Trio Polaris med sangerinden Donna. Fra venstre Erik Eriksen, Jens Pedersen, Hans Flemming Eriksen og Donna siddende ved Hans´Farfisa Compact de Luxe orgel, der på dette tidspunkt var et meget brugt instrument i danseorkestrene. Lyden var ikke den bedste og langt fra Hammondorglets tonegenerator-lyd, men det var let at have med rundt og var pænere i designet end Hammond-skrumlet, der for det meste krævede en Leslieboks, der også fyldte godt op på scenerne.

Musikken spøgte dog stadig i baggrunden, og det blev til et samarbejde med en norsk pianist Barry Lee på Flamingo Bar i Holstebro.

Efter i 1971 at være blevet gift med Jytte, med hvem han stadig er gift , kom Jens med i en trio bestående af Palle Sørensen, Randers på guitar, Bent Tange på harmonika  og Jens på trommer. Trioen spillede på ”Krikken” i Skive i 3 måneder, Skæring Strandkro og på Tranbjerg kro til de populære ”Palmehaveaftener”, som horsensmusikeren Arne Dalby bookede, og hvor Arne Dalbys tyrolerorkester selv spillede i en årrække.

Unavngiven trio 1971 på Krikken i Skive. Fra venstre guitaristen Palle Sørensen, Randers, Bent Tange på harmonika og Jens Pedersen på trommer.

Jens Pedersen kom med Arne Dalby på forskellige løse jobs, bl.a. fortæller han om Arnes heftige temperament: ”Arne Dalbys tyrolere havde engang et engagement i et center mellem Herning og Ikast, hvor der skulle underholdes i sæt. Gunnar Skovsted var med på trompet, og vi sad og hyggesnakkede i en af pauserne. Pludselig kom vi i tanker om tiden, og skyndte os ind til scenen. Dalby var gasblå i hovedet af raseri over, at vi kom for sent. Det udløste en kæmpe balle i publikums påhør. Pinligt!”

I 1973 kom Jens med Jens Gundorph på orgel og Preben Grønkær på bas og guitar. Trioen spillede bl.a. på restr. Varna i Århus, der dengang lige var blevet indrettet af den verdensberømte designer Verner Panton. Indretningen var ikke mindre end en indretningsmæssig verdenssensation, og folk strømmede til for at forarges eller begejstres over den topmoderne indretning. I 1976 gled Pantons farverige indretning ud til fordel for en mere stilig indretning.

Turners.

I 1974 startede samarbejdet med Steen Mørcholdt og Jens´ gamle makker Erik Eriksen omkring trioen ”Turners”. Steen spillede Hammond og klaver, Erik var på guitar, bas og trompet, Jens var janitschar.

Navnet Turners var egentlig en ren nødløsning, da vi simpelthen ikke vidste, hvad orkestret skulle hedde og da vi skulle aflevere et navn til impressarioen Mogens Schou ret hurtigt. Trommeslageren Roar Eskesen fortalte, at i Vejle var der en trio, der hed ”Drejers Trio”, derved opstod navnet ”Turners Trio”, der dog blev til ”Turners”.

Det blev en god start på Turners med masser af løse jobs i vinteren og foråret, hvorefter det gik over til faste jobs på Hotel Sika i Hammel,  som akkompagnerede trio til en af revyskuespilleren Jan Schous første selvstændige forestillinger ”Sommercabaret 74” på restr. Valhal i Forsamlingsbygningen i Silkeborg. Udover Jan Schou bestod varieteen af Bente Eskesen, Birgitte Bruun og Bjarne Jeppesen. Det blev en solid succes, der samtidig blev starten for Jens som ”revyjanitschar”, bl.a. hos kapelmester Thyge Thygesen. 

Sommeren 1974 blev også startskuddet på jobbene på Europafærgerne fra Grenaa til Varberg sammen med Steen og Erik i Turners. Her steg trioen på færgen kl 11.00 om formiddagen , spillede fra 13.00 til 15.00 og hjemad igen fra 19.00 til 21.00 med afmønstring kl. 23.00. Var der ”måneskinsture”, spillede musikken videre mens færgen tog en ekstra tur. Engagementerne fortsatte året efter.


"Turners" på Romantica i Vejle februar 1975. Jens Pedersen på trommer, Erik Eriksen på bas, guitar og trompet. Første aften kom den daglige leder Windfeldt med fire små snapseglas og ville byde den nye trio velkommen. Nakken tilbage og ned med skidtet, men vi blev noget overraskede over indholdet, der var postevand. "Det er det, vi drikker her!", sagde den slagfærdige vært, der kom fra en stilling som souschef ved den jyske opera i Århus.

I efteråret 1974 blev det som trommeslager i Turners til et hav af løse jobs og et fast engagement og dermed et gensyn med  restr.  Varna i Århus . I november-december stod den på julefrokoster på restr. Valhal i Silkeborg.

1975 blev ikke mindre hektisk for Turners og for Jens Pedersen: I februar spillede trioen på  Algierbar i Holstebro, på løs i foråret, Restr. Romantica i Vejle i maj, hele sommeren på Grenaa-Varbergfærgen og på løst i efteråret.  Jens arbejde ud over jobbene med Turners nu også, som nævnt,  sammen med kapelmester Thyge Thygensen, så efter foråret 1976 med løst hos Turners, blev det til et kort farvel til Erik Eriksen og Steen Mørcholdt. Jens kom med Thyge på ”Sommercabaret 76” på før omtalte restr. Valhal i Forsamlingsbygningen i Silkeborg. De medvirkende var Bjarne Jeppesen, Vibeke Bostrup Koll og en ung fyr ved navn Preben Kristensen!! Orkestret bestod ud over Thyge Thygesen og Jens Pedersen af Kurt Holm på bas.   ABC-teatret i Horsens, hvor Poul Reichardt og Grethe Thordahl var trækplastrene.


Foråret 1977 blev et ”La Strada-år” med rigtig mange aftener og lørdag formiddage på den kendte silkeborgrestaurant. Jens var trommeslager i en trio bestående af trompetisten Jørgen Eluf, Steen Mørcholdt, Hammond og Jens på trommer. Jørgen Eluf og Steen kom sammen fra kvintetten ”Martinies”, der spillede til byfester og halballer i 1976 og begyndelsen af 1977. La Strada-jobbene var en god, men travl tid under den legendariske vært Flemming Kubel, tidligere restr. Roskilde Ring. Aftnerne startede med spisning og dinérmusik. På et tidspunkt vinkede Kubel, og så slog Turners Trio over i dansemusik, der som regel varede til 2.00, hvorefter det var en uskrevet lov at afslutte med temaet fra Fellinis film ”La Strada”, på dansk ”Smil sorgerne bort”.  I trioens regi blev den fremført af Jørgen på trompet, så der ikke var et øje tørt. Fredag aften sov trioen i Silkeborg og lørdag formiddag rykkede orkestret ud på torvet foran restauranten, hvor Flemming Kubel serverede oksefilet med bagt kartoffel/salat og trioen spillede underholdningsmusik. 

Efteråret 1977 blev også et bekendtskab med en ny arbejdsplads, nemlig restr. Vrads Sande under restauratør Per Pedersen (senere Signesminde udenfor Silkeborg). Det var sammen med Steen Mørcholdt som duo og nogle aftener som trio med Erik Eriksen. Folk kom til Vrads Sande i mindre selskaber eller blot for at komme ud at spise og more sig. Erik, der altid var god for et alternativt navn til både personer og spillesteder døbte restauranten ”Vrids-Vrads”.

I 1978 spillede Jens sammen med Steen Mørcholdt og den norske bassist/trompetist Per Inge Høiberg i skuespiller Jan Schous ”Sommervarieté 78” på La Strada i Silkeborg.  Skuespillerne var dette år Jan Schou, Kit Eichler, der denne sommer blev kåret som ”Årets revyfund”, Jan Schou, Ole Rasmus og tryllekunstneren Claus Stub. Varieteen blev så stor en succes, at alle fridage øjeblikkeligt blev inddraget, og der blev spillet hver aften i de to måneder.

I 1979 gentog Jan Schou succesen, nu med Keld Høegh (nu Gadborg), Gertie Jung og det tyske komikerpar New Witties og Steen Mørcholdts trio. Dette år kom Jens til at spille sammen med bl.a. Erik Iversen, Egon Møller og Jørgen Eluf, og de løse jobs kom nu til at dominere spilleriet årene fremover.

I 1985 kom Jens med i ”Trio Inex” med Allan Jensen, Lorenzo og Susanne. Trioen kom med i amtets skolekoncerter.

Jens begyndte at interessere sig mere indgående for jazzen og det blev til et samarbejde med vibrafonisten Niels Weidemeier, Elbæk, Fritz Elmer og Erik Iversen på tangenter.  Samtidig tog Jens en HF-eksamen, der skulle bane vejen til en lærereksamen.


Billedet herover: Trio Inex .


Jens spillede på dette tidspunkt  sammen med mange forskellige horsensmusikere bl.a. med Erik Iversen og guitarist Ove Salomonsen, Leo Jørgensen – keyboard og i trio med Mogens Nielsen på Hammond og Finn Jørgensen på bas.

I øjeblikket spiller Jens på 4. år i ”Jazzmood” sammen med Mogens Sønderup (sax), den tidligere ”Kærne-musiker” Tine Lüttgen Sejersen (bas), Tom Horn (guitar) og Charlotte Andersen (vokal).

Samme Egon Stidsen og Jens spiller også sammen i et andet jazzorkester ”Brewhouse Jazz Band” fra Ølgod. Tangenter håndteres af Morten Lyngsøe,  banjoen af  Ove Lindholm, trompeten af Carsten Staunsbjerg Hansen og  bassen af  Per Knudsen.


Det blev til en god eftermiddag og en lang kop kaffe inden vi den januardag i 2015 var færdig med denne artikel. Der er rigtig mange andre sjove oplevelser tilknyttet Jens Pedersens musikalske løbebane, men de kommer sikkert for dagens lys, når nærværende kommer på Facebook og andre musikere med relationer til trommeslageren kommer på banen.