Trommeslageren og modeshowmanden Svend Aage Svalberg - Svalle.

For nogen tid siden opfordrede jeg min gamle ven Svend Aage Svalberg - Svalle til at skrive sin musiker-historie. Få har oplevet så meget med den kommercielle musik som han. Jeg har selv oplevet et par gode år med masser af spændende jobs sammen med ham, så det er rigtig fint, at han her løfter sløret for en lille smule af det, som han har oplevet igennem mange år i show-bizz

Billedet er udlånt af George Forbat og er fra omtalte engagement på Hejmdal i 1963, hvor vistnok både Forbat og Svalle startede deres professionelle musikerkarriere.























George Forbats orkester på Hejmal, Horsens i 1963. Forbat skriver, at besætningen var fra venstre: Svarba Zoltán (død), George Forbat, Vadas Zsuzsa, sangerinde (død) Svend Aage Svalberg, trommer og Orosz János, piano (død). Pianisten og hans sangerinde-hustru kom siden til LA og Las Vegas. Foto: George Forbat.


Svalle skriver i februar 2016:


"Min start på min musikerkarriere var faktisk med Sir Jums and his Wash Guys, hvor Jums spillede sæbekassebas.

Jeg gik til lidt undervisning på Hi-Hat hos Gunnar Hansen, og han bad mig gå ind i Dansk Musiker Forbund, så man kunne spille alle steder, men jeg havde et problem: Jeg kunne ikke noder, men Gunnar sagde: ”Det ser vi på”. Jeg ville ikke stå til en optagelsesprøve som en anden idiot, men jeg skulle til optagelsesprøve, og det var arrangeret en søndag på Kilden.

Jeg havde været ude at spille lørdag aften, så jeg sov godt, da min mor vækkede mig. Jeg greb bare et par trommestikker og så afsted til Kilden.

Der var et band, som også skulle optages, jeg kan ikke kuske hvad navn de havde, men jeg skulle bruge deres trommer.

Det første der skete, da jeg kom ind var, at Gunnar satte et nodeblad op for mig, og jeg skulle slå efter det. Jeg sagde, at vi lige så godt kunne stoppe her og ikke spilde tiden, men Gunnar var stædig. Han var sensor sammen med Lille Arne, gamle ”Søren Bas” og Emma Knauff, så han sagde til Emma, om hun ville spille på klaveret, så skulle jeg følge hende. Det gik også fint med de forskellige takter, tango, vals, cha cha cha , men så skulle vi slutte af med champagnegaloppen. Den fik ikke for lidt, næsten i dobbelt takt, så til sidst kunne jeg ikke følge med. Der var nemlig et problem med storetrommen. Den skred fremad, så den fik et ordentlig høvl og væltede, så jeg måtte stoppe.

Jeg skulle gå udenfor, medens de voterede. Gunnar kom ud og sagde, at jeg var optaget. Det var dejligt, for nu kunne jeg spille alle steder og med forskellige musikkere.

Ja, det var starten på min karriere. Nu spillede jeg med mange forskellige musikere.

Det startede som nævnt med ”Sir Jums and his Wash Guys”. Senere havde vi et andet band, som hed ”The Football Hot Bot Blue Bananas Softice Sportsband”. Det var ganske kort tid. Jeg spillede også med Emma Knauff og Arne Dalby. Min første kontrakt på restaurant var med Georg Forbat på Hejmdal. Vi spillede, når en udenlandsk trio havde pause. Se billedet ovenfor.

I flere år spillede jeg med Herman og Henning og flere andre på Grønlæn-derkroen. Det var en dejlig tid dengang. Jeg spillede med forskellige musikere på Fakkegrav Badebotel også kaldet Fikken-Graben-Speisen und BadenHotel, som Dario døbte det. Der fik jeg også min ilddåb som tjener. Bestyreren Jørgen Krappe spurgte mig, om jeg kunne hjælpe ham med eftermiddagskaffen, for han havde en bus, som kom. Jeg sagde, at det var OK. Det kunne vel ikke være så svært, men kokken som var der, var lidt af en flipper. Midt under kaffebordet, løb vi tør for flødeskumskager, men han fandt nogle gamle skaller, lidt citronfromage og lidt melkamol og jordbærsyltetøj. De så flotte ud, men de smagte af helvede til, så jeg blev spurgt af en af gæsterne, om de ikke kunne få opskriften på disse kager. Jeg svarede dem, at jeg ikke var tjener, jeg var musikker. Men jeg kunne fortælle dem hvordan de skulle spille FUT I FEJEMØJET. Det gav et stort grin og gode drikkepenge.


Min bedste tid var med Bent Clausens Kvartet. Bent på klaver og orgel, Enok Ipsen på guitar, Finn Jørgensen på bas og mig på trommer. 

Vi kørte Jylland tyndt til diverse sportsfester, dansetuneringer, modeshow med Jørgen Fritze, hvor vi spillede til de store navne inden for showbiss. Det var en fantastisk tid, og når vi kørte til arrangementerne og når vi kørte hjem, spillede vi mousel i bilen. Vi havde det rart, men desværre er jeg nu alene tilbage. Mogens Nielsen og jeg spillede sammen i en del år, men så overtog jeg restaurant Børsen, hvor Jørgen Ulf var fast pianist og var fantastisk populær .

Derefter lavede jeg selv modeshow, og jeg overtog natklubben KIT-CAT. Senere kom jeg til England som direktør for to natclubber. Da jeg kom tilbage fra England, spurgte Carl Juhl, om jeg ikke kunne tænke mig at komme til Grønland som inspektør for hoteller. Det sagde jeg ja til, og det var slut på min musikerkarriere. jeg var 30 år paa Grønland, og nu nyder jeg mit otium i Thailand.


Med venlig hilsen


Svalle".





















Bent Clausens Kvartet. Bent Clausen på klaver og el-orgel, Enok Ipsen på guitar, Finn Jørgensen, Barrit på bas og Svalle på trommer. Ca. 1966. Foto udlånt af fam. Enok Ipsen.

Efter vores Facebook-kommunikation, gik jeg i arkiverne og fandt- i al beskedenhed - ud af, at jeg da ikke havde havde været en helt ubetydelig brik i Svalles musiker-karriere. I perioden sommeren 1971 til foråret 1973 spillede vi 44 jobs, heraf 21 på "Fakkegrav Fikken-Graben-Speisen und Badenhotel", suppleret med 6 onsdagsenkeballer på Circle Club i Juelsminde samt en del job på Jysk Teknologisk Institut i Århus.

På Fakkegrav blev der afholdt amatør-konkurrencer med Dario som konferencier og dommer. Der var både skidt og kanel, men det hele foregik med stor lystighed godt suppleret med tilstedeværelsen af Darios gode venner, bl.a. Torkild "Esso" Sørensen og Stenhøj. Særdeles lystig var det. Manglede vi øl, gik Svalle igang med raflebægeret, og så tørstede vi ikke længere.

Senere da Svalle fik Børsen, spillede jeg til en del af de solister, som han havde med i modeshowet, og som han i samme åndedrag listede med til optræden på restauranten. Jeg husker slangepigen Anniqa, parodisten Svend Bjerre, sangeren Nat Russel, Susanne Lana, Eugen Tajmar og andre af tidens populære solister. Der blev afsat 1/2 times prøvetid med, før det gik løs.

På vores mange, løse jobs var vi af og til trio, og vi  havde bl.a. Tapsa - Tapio Toivonen med på sax og fløjte. Herunder ses Tapsa og Svalle i modeshow-bilen udenfor Jysk Teknologisk Institut i Århus. Bilen havde en stor, blå presenning påtrykt JYSK MODESHOW og Svalles PA-anlæg og trommer stod altid i bilen. Trommerne - et blåt Pearlsæt med dobbelte sidetam-tammer blev aldrig pakket sammen, men fragtedes rundt uden at  en eneste skrue blev løsnet.





















Vi gjorde os godt rundt omkring, og der gik ikke en aften uden en opfordring på "What a wonderful world", hvor Svalle gav den som Louis Armstrong.

På et tidspunkt købte han, altså Svalle,  en dejlig herskabsvilla på Godthåbsvej i Horsens. Da han havde meget travlt med inspektørjobbet på KIT-CAT samtidig med modeshows og de mange spillejobs, bad han mig hente modeshow-bilen på Gothåbsvej, køre til KIT-CAT,  tage ham på og så afsted til aftenens arrangement. Svalle sagde, at bilnøglen lå lige indefor døren i huset, og hvis jeg ganske stille lukkede mig ind, var det bare at snuppe nøglen inden den store schäferhund kom løbende. Jeg gjorde, som der blev sagt, men allerede da jeg satte nøglen i døren var hunden på vej. Jeg hentede Svalle på KIT-CAT, han fiksede selv nøglen, og lettere forsinket tog vi afsted på aftenens job.

Svalle var fantastisk til at arrangere modeshows og sammen med mit Hammond fik jeg fornøjelsen af at være med på en del af showene. Det er ganske få af datidens populære kunstnere, der ikke har tråd ud på Dansk Modeshows catwalk, og med dem og  sig selv bag guldmikrofonen og med de helt rigtige præsentationer, var der lagt op til nogle underholdende og farverige aftener. I foråret 73 foreslog jeg Svalle, at tage  trommeslageren Jens Erik Christensen med, så der kom lidt mere knald på musikken, hvilket absolut skete. Det blev til en del doujobs på dette grundlag.

Svalle havde i forbindelse med sin guldmikrofon fået  fremstillet en trådløs enhed i en albyl-pilleæske, der hang i en ledning under mikrofonen.  Det trådløse var helt på begynderstadiet, så der var en del tekniske problemer, da man benyttede sig af en transisterradio og FM-båndet.   Første gang jeg oplevede den trådløse guldmikrofon var i Farsøhallen april 1973 . Efter en  perfekt intro til showet  begyndte  enheden at skratte og den lange ledning blev fundet frem som erstatning for FM-båndspilleæsken. Om det senere lykkedes Svalle at få opfindelsen til at virke vides ikke.

Netop denne aften var Birthe Kjær på som solist, og hendes daværende akkompagnatør kom forsigtigt og spurgte, om han måtte låne mit  orgel. Naturligvis måtte han det. Efter showet kom den venlige spillemand og sagde: "Nu har jeg prøvet dit orgel, kunne du så ikke tænke dig at komme til Århus og prøve mit?".  Jeg var ikke sen til at takke ja. Vi aftalte at mødes på Langelandsgade den og den dag, og jeg mødte forventningsfuld op.

Det viste sig imidlertid slet ikke at være tale om et Hammond, men derimod det store orgel i Sankt Markuskirken. Den venlige mand hed Helge Gramstrup, og han forsøgte gennem en periode at få mig lært  orgelspillets grundelementer. Han var en sand mester i orgelkunsten, og han formåede at få mine slørede, musikalske øjne spærret op for dette fantastiske instruments muligheder.   De største oplevelser var dog at sidde alene i kirkerummet og høre Helge    udnytte orglets muligheder udi det ekstreme.  Jeg husker  bl.a. instuderingen af et af den ungarske komponist György Ligetis værker, hvor hele kirkerummet bølgede af orgellyde. En kæmpe oplevelse.

Mine egne successer med instrumentet var der langt imellem, Hvis der overhovedet var nogen.J eg måtte ierkende, at alt for mange timer med et enkelt ben på fodbassen og to hænder  på de sort og hvide var mere end rigelig og havde sat sine spor med alle de uvaner, der følger med!

Efter nogle forsøg på at tæmme orgelet,  endte vi bag flyglet hos Helge på  Kystvejen, hvor jeg i en periode fik  klaverundervisning, og hvor    han forsøgte at give mig lidt musikalsk dannelse og få bugt med mine værste u-noder. Det blev dog ikke kun ved musikken, men det blev også begyndelsen på et spændende bekendtskab med meditation, madlavning og  mange  andre  ting, som dette begavede og interessante menneske formåede at videregive til en nysgerrig 23-årig spillemand.


Fra foråret 1973 ebbede jobsene med og for Svalle ligeså stille ud. Jeg mener at kunne huske, at han fik mere og mere travlt med KIT-CAT.

Jeg spillede nu med førnævnte Jens Erik Christensen og Erik Eriksen.i Efter aftenens jobs gik turen næsten altid forbi  danserestauranten for at høre andre orkestre og møde kollegaerne til en gang "after-playing".


Efter KIT-CAT-tiden hørte man ikke meget til Svalle, men  så pludselig i begyndelsen af firserne, hvor jeg spillede på de legendariske Mallorca-restauranter i Palma, "H.C.Andersen"  og "Kunstnerkroen" spurgte indehaveren Preben Jensen mig, om jeg da ikke kendte en horsensiansk musiker og kok, der også var hotelinspektør på Grønland. Det kunne jo ikke være andre end Svalle! Og hans besøg mente Preben Jensen måtte udnyttes, så han udnævnte Svalle til "grønlandsk gæstekok", der lavede hvalbøf for gæsterne på "Kunstnerkroen". Hvalkød kunne Preben ikke skaffe, istedet fik han fat i noget  tørret torsk, som spanierne bruger til deres elskede fiskeret bacalao. Og gæsterne fattede ikke mistanske, men blev en grønlandsk, kulinarisk oplevelse rigere. Endda under sydens sol!


Er historien ikke sand eller trænger til en revision er  du, kære Svalle, mere end velkommen til at korrigere. Det gælder også det øvrige stof!



Trommeslageren og modeshow-manden Svend Aage Svalberg, Svalle.