Politikken i vores liv

Den politiske "opvågnen". Fra 1986 til 1992.

Udi det politiske har Kirsten og jeg faktisk været med til at skrive Danmarkshistorie, altså set gennem vore egne briller:

Gennem min kristendomslærer på HF på Gedved Statsseminarium, Ole Brehm Jensen fik jeg kendskab til et par markante teologiske personligheder, ”Fætrene”, som de blev kaldt. Præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe. De ville ikke vedkende sig at være politiske, da de tilhørte den ”absolut lutherske” del af folkekirken, den gren der var det stik modsatte af Indre Mission, den gren man kaldte ”Tidehverv”. Jeg holdt øje med især Søren Krarups debatter i dagbladene. Han tog livtag med ikke alene de toneangivende kulturradikale, men også med markante personer inden for Folkekirken, biskopper og trendsættere for alskens nytænkning og ”tøjteri”, spaghettigudstjenester, pop og rock og teater i kirken. Søren Krarup var en dygtig debattør, og derfor blev han hurtigt udråbt som ”yderliggående”, ”ekstrem” og ”tilhørende den yderste højrefløj”. Han var fast debattør i Jyllands Posten, men jeg tabte dog næsten kaffekoppen, da jeg søndag den 21. september 1986 åbnede JP og så en helsides annonce med overskriften ”Nej, ikke en krone!”. Annoncen var rettet mod den landsindsamling, der var arrangeret af Dansk Flygtningehjælp for at samle ind til flygtninge, som Danmark skulle tage imod. Annoncen var en stor torn i øjet på det politisk korrekte Danmark, de toneangivende og den herskende klasse. Dansk Flygtningehjælp plukkede først danskerne gennem statskassen og derefter gennem storslåede indsamlinger. Bagefter slog man så ikke enige i hovedet med ord som ”flygtningehadere”.

Vi læste annoncen igennem og Kirsten og jeg forstod, at vi ikke var alene om at være trætte af de store indsamlinger, hvor man stort set var et dumt svin, hvis man sagde nej til at betale til indsamlerne. Krarup sagde for få år siden om annoncen:

 

Det var en helt afgørende understregning af et problem, som den herskende klasse bevidst havde forsøgt at lukke øjnene for. Udlændingeloven af 1983 er en historisk katastrofe, der fører til, at landet over de seneste 30 år mere eller mindre er blevet forvandlet fra danskernes fædreland til et multietnisk område. Udlændingeloven havde én bagmand, og det var Hans Gammeltoft-Hansen fra Dansk Flygtningehjælp. Så det var en meget præcis kritik af alt det, der lå i indvandrerpolitikken. Det var en hjælpeorganisation, hvis interesse havde været at gøre danskerne fremmede i eget land.”.


Annoncen blev vendepunktet for vores politiske "laden stå til-holdning"! Vi så efter hvilke politiske partier, der satte spørgsmålstegn ved den famøse Flygtningelov af 1983, der åbnede landets grænser for en uhæmmet indvandring.  Kun Fremskridtspartiet var de eneste uskyldsrene, idet partiet som det eneste parti stemte imod loven i juni 1983. Tværtimod advarede Fremskridtspartiet om følgerne af loven, skønt heller ikke de helt forstod uhyggen af det, der var blevet besluttet med overvældende flertal.

Vi talte mere og mere om dette, og en dag var tiden så moden til, at vi gjorde ord til gerning og meldte os ind i Mogens Glistrups Fremskridspartiet i Horsens.

At vi ikke trådte ind i et strømlinet parti viste sig snart. Der var beskyldninger og mistro mellem medlemmerne på de to fløje, strammerne og slapperne i blot i partiet på landsplan, men også lokalt. Strammerne ønskede en kompromiløs omstrukturering af den offentlige sektor og et totalt opgør med skattesystemet og det, som partistifteren Mogens Glistrup døbte "papirnusseriet". Slapperne ønskede kompromisserne og en gradvis ændring af tingene.

Vi tilhørte sidstnævnte, og inden længe sad vi begge i bestyrelsen for Horsenskredsen og var sammen med formanden Find Nørregaard Rasmussen og andre gode mennesker, også frafaldne socialdemokrater under stor tumult i gang med at fjerne strammerne i lokalafdelingen. I første omgang blev den gamle bestyrelses folketingskandidat Anette Just fravalgt.

Bygholm Parkhotel, hvor generalforsamlingen blev afholdt, var nærmest under belejring af journalister med langtrækkende mikrofoner og notesblokke. Formanden fik knapt åbnet døren fra mødelokalet inden landsdækkende tv og blade overfaldt ham med spørgsmål, som han stille og roligt og på sit brede jysk besvarede. Dagen efter kendte hele landet til denne ”udrensning” af en kendt og Glistruptro politiker.

Generalforsamlingen fremkaldte endnu flere sværdslag mellem fløjene og få dage før opstillingsmødet til det kommende byrådsvalg i 1989, blev jeg ringet op og fra forskellig side opfordret til at stille op mod superstrammeren Marie Quorning fra Hatting. Marie var en dreven og rutineret lokalpolitiker, der havde siddet en periode i Horsens byråd. Med sin uforsonlige facon tog mange afstand fra hende, så der skulle findes en modkandidat. Presset på mig fortsatte og det samme gjorde min interesse i at få bare en smule indflydelse på lokalpolitikken, ikke mindst på området flygtninge/indvandrere.

Udlændingeloven fra 1983 afstedkom en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere, og det kom også til at præge Horsens. Loven er ofte blevet nævnt som en af de mest liberale udlændingelove i Europa. Blandt de lovsikrede tiltag var, at de såkaldte ”de-facto-flygtninge”  fik ret til asyl (§ 7 stk. 2). Familiesammenføring blev et retskrav for de personer, der var tilkendt asyl og nogen kendt kritik ud over den fra Fremskridtspartiet kendtes ikke.

Efter en dybdegående snak med Kirsten, takkede jeg ja til at stille op som modpol til Marie Quorning, men jeg anså det samtig som lidt urealistisk først at slå hende på det forudgående opstillingsmøde og dernæst blive valgt ind i Horsens Byråd.

Ved opstillingsmødet i Frp-Horsens fik jeg flere stemmer end Marie Quorning, og skønt strammerne – helt i tråd med nutidens ligeså kompromisløse Trump – råbte op om ”valgsvindel” og vred sig, blev jeg partiets kandidat ved byrådsvalget i 1989. Op til valget blev jeg ikke spået mange chancer hverken i Horsens Folkeblad eller i meningsmålingerne, der som i dag var usikre. De gav ikke Frp. nogen kandidater i Horsens byråd. Jeg skrev læserbreve og partiet hjalp med flyers o.a. pr. materiale. Planen lykkedes, og jeg blev valgt ind i Horsens byråd og fik 483 personlige stemmer. Sent om eftermiddag på valgdagen kom jeg til valgstedet i Torstedhallen. Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Jan Trøjborg stod ved indgang: "Det ser noget sort ud for jer", sagde han. Men efter optællingen viste det sig, at der kun mangledes ganske få stemmer for at Frp kunne repræsenteres med 2 medlemmer i Horsens byråd. Socialdemokratiet var i krise, og blev afhængige af SF, hvor de før havde haft flertallet. Jeg vover den påstand, at Frp. snuppede en del af pensionisternes stemmer, og at det var det, der gav udslaget.

























Tilbage til hændelsen, som Kirsten og jeg mener er bare lidt historisk: I 1989 skulle vores bestyrelse finde en afløser for den fyrede Annette Just. Formand Finn Nørregaard trak os ved et bestyrelsesmøde til side: ”Nu må I ik'  bedøm’ æ mand udfra alder, men I må tro på mæ, når a siger, at han den unde mæ er dygtig. Han ska’ bare I æ folketing. A garanter’ for at han bli’r te’ nå'd”.

Find fik ret, for den kun 19-årige politiker, som Horsens-kredsen valgte at opstille til folketingsvalget i 1989 var Kristian Thulesen Dahl. Kirsten og jeg deltog i en del valgarbejde sammen med ham indtil han blev frataget Horsenskredsen. Man måtte kun have en opstillingskreds, og han havde Givekredsen i forvejen.

Efter meget tumult på landsmødet i Fremskridspartiet i september 1995, hvor Kristian tilhørte fløjen ledet af Pia Kjærsgaard over for Kim Behnkes, kom det til åben kamp mellem de to fløje. Ved landsmødet blev der stillet mistillidsvotum til hovedbestyrelsen, som Thulesen Dahl var medlem af. Han nægtede at trække sig under henvisning til, at han var valgt for en toårig periode ved forrige års landsmøde. Til det sagde den markante Frp-politiker Kristen Poulsgaard:

A ka' godt herfra spå Kristian Dahl en meget meget kort fremtid i dansk politik, hvis ikke han [...?] respekterer en demokratisk afgørelse og stiller sit mandat til rådighed”.

 

Efter landsmødet stiftede Thulesen Dahl sammen med Pia Kjærsgaard, Poul Nødgaard og Ole Donner Dansk Folkeparti. Vi fulgte også med over i Dansk Folkeparti. Fremskridtspartiet fortsatte, men endte dets dage i tumult og opløsning.

 

Fremskridtspartiet var landskendt for den megen uro i partiet, hvor som nævnt de to fløje bekæmpede hinanden. Efter en rolig periode i Horsenskredsen stoppede Find Nørregaard som formand, og så slap ånden ud af flasken igen. Der kom nye ind i bestyrelsen – besserwissere – der uden selv at deltage aktivt i byrådsarbejdet og med en ny besserwisser-folketingskandidat i spidsen rettede kritik af min ageren i byrådet og mente, at jeg burde køre en meget hårdere linje.


Den nye fynske kandidat, som aldrig kom i Folketinget, og som jeg har glemt navnet på, sagde på generalforsamlingen noget i retning af: ”Du kan jo godt se, hvor du står”, og pegede ud over forsamlingen, hvor flere så sig selv som min passende afløser i Horsens Byråd. Kirsten sagde stille til mig: ”Synes du, at det er det værd?” Efter 2 år i byrådet gik jeg til borgmester Henning Jensen og fik grundet ”sygdom” lov til at stoppe. Min afløser Carl Winther var medlem af Frp. i de næste to år, og tog så springet til Socialdemokratiet. Kaos!

 

Når talen går på Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti syntes (synes?) det at være sådan, at ethvert normalt og socialt tænkende menneske altid vil afkræve dig en forklaring: ”Hvad har fået dig så langt ud?”. ”Stuerene, det bli’r I aldrig!” og den radikale selvforherligende forfatter Carsten Jensen sætter kronen på værket om Dansk Folkepartis vælgere med betegnelsen ”Skimlede kældermennesker”.

Da Kirsten og jeg trådte ind i Frp. gav det genlyd rundt om i familien, på arbejdspladsen og rundt om i Horsens, hvor jeg dengang havde min særdeles etablerede musikforretning, og vi havde vores daglige gang. Det var ikke fuldt anerkendt at tilhøre Fremskridspartiet, og man måtte argumentere og redegøre for ens politiske forhold, og hvorfor man var blevet så ”yderliggående”.

Det var og er ulig lettere at tilhøre andre politiske partier, hvor accepten er større.

 

Set udfra ovennævnte kan vi sammenholdt med vores mangeårige erfaringer med politik konstatere, at politik kan være spændende, livgivende, overrumplende og noget af det mest meningsfulde, men så sandelig også skuffende, frustrerende, tidskrævende, højspændt og bestemt ikke omkostningsfrit.

 

Jeg nåede også at medvirke i nogle valgmøder, hvor jeg som den eneste var imod den førte flygtningepolitik. Det var ret ubehageligt, at have en hel række indvandrere og flygtningevcenner siddende og nedstirre en fra 1. række. En duel mellem mig og repræsentanten for Dansk Røde Kors kom dog i Horsens Folkeblad. Dengang var ingen lydhør overfor de problemer som indvandringen ville påføre byen, ja, hele vores land og Europa.